Politiet brød torsdag morgen igen vareblokaden af den konfliktramte ombygning af Trekronergade 5-11. Det skete selv om arbejdet blev udført i strid med arbejdsmiljøloven - og ligger på kanten af miljøbeskyttelsesloven. Det lykkedes dog kun bagmændene af få halvdelen af varerne leveret.
Københavnske politibetjente brød torsdag den 17. september for anden gang på to uger blokaden mod det konfliktramte byggeri i Trekronergade. Det skete, da bygherrerne for tredje gang forsøgte at omgå det fuldt lovlige stop for vareleverancer til ombygningen på tagetagen i Trekronergade 5-11.
Klokken halv 4.30 dukkede en svensk lastbil med byggematerialer op foran ejendommen. Den medbragte lægter og gipsplader fra varecentreret Bauhaus i Malmø.
Det tidlige tidspunkt var formentlig et forsøg på at komme uden om de blokadevagter, der møder op klokken syv hver morgen foran andelsforeningen i Valby. Men det er i strid med – eller i hvert fald på kanten af – Miljøbeskyttelsesloven, at begynde arbejde før klokken syv om morgenen.
Arbejder losser gipsplader – uden sikkerhedshjelm som Arbejdsmiljøloven foreskriver. Foto: Michael de Gier.
Ikke desto mindre havde Københavns Politi indsat 6-7 betjente til at sikre arbejdets udførsel. Det lykkedes derfor polske arbejdere at få losset to slæk lægter og to slæk gipsplader op på taget med lastbilens kran.
Arbejdet blev uden tvivl udført i strid med dansk arbejdsmiljølovgivning. Den polske arbejder, der arbejdede ved kranens fod, arbejdede uden beskyttelseshjelm – et forhold der er i klar strid med dansk arbejdsmiljølovgivning.
Selv om repræsentanter fra fagforeningen BJMF gjorde politiets indsatsleder opmærksom på at der forgik ulovligheder, nægtede han at gribe ind.
– Indsatslederen sagde, at de udsendte betjentes opgave var at sikre arbejdets udførelse. Det skulle ifølge indsatslederen være en utvetydig ordre »fra højeste sted«, fortæller Michael de Gier fra BJMF til bygsam.dk
Kranfører fik nok
Klokken kvart i syv var der dog mobiliseret så mange blokadevagter, at 10-15 bygningsarbejdere kunne sætte sig oven på varerne på lastbilens lad i et forsøg på at hindre arbejdets udførsel.
Det fik ifølge mureren og blokadevagten Lars Jensen politiet til at true håndværkerne på bilen med anholdelser. Murerarbejdsmanden Morten Krogh Petersen hørte desuden indsatslederen bede om flere betjente til forstærkning af politiindsatsen.
Før det nåede så langt havde den svenske chauffør og kranfører dog fået nok. Han besluttede at forlade stedet og tage resten af byggematerialerne med – ifølge blokadevagterne to slæk lægter og to slæk gipsplader.
Chaufføren på kranlastbilen var ifølge faglig sekretær i TIB, Kristoffer B. Møller, ikke på forhånd blevet orienteret om, at han skulle levere varer til en arbejdsplads, der var konflikt ramt.
– Han beklagede, at han uforvarende var blevet rodet ind i konflikten, og sagde, at han ikke ville vende tilbage, siger Kristoffer B. Møllet til bygsam.dk.
På kanten af
René Bresson fra Center for Miljø i Københavns Kommune bekræfter over for bygsam.dk, at der ikke foreligger en dispensation for arbejde før klokken syv om morgenen på byggepladsen i Trekronergade.
Han fortæller, at der skal være særdeles gode årsager til, hvis der skal gives dispensation for Miljøbeskyttelseslovens lovregler om at igangsætte arbejde før klokken syv om morgenen.
Men da miljøbeskyttelsesloven kun handler om forhold på virksomhederne er spørgsmålet mere kompliceret i Trekronergade, fordi varerne losses fra en offentlig vej – og på offentliger gade og veje er det ikke miljøbeskyttelsesloven, men politivedtægten, der hersker.
Nu lossede bygherrerne varerne ind på en privat arbejdsplads. Er det så ikke et lovbrud, at losse varer fra en lastbil på gaden ind på en byggeplads?
– Det er et fortolkningsspørgsmål. Vi fører os ikke hårdt frem. De fleste virksomheder er jo meget samarbejdsvillige, siger René Bresson. (owc)