Malersvend Kit Holm slog et slag for sikkerheden på sin arbejdsplads - og ønsker sig nu, at der kommer kædeansvar på arbejdsmiljøområdet - ligesom der bør være det på lønnen.
Bekæmpelse af social dumping drejer sig ikke kun om at hindre løntrykkeri. Det er ligeså vigtigt at sikre ordentlige arbejdsvilkår. Dårlige arbejdsbetingelser bliver nemlig også brugt til at presse priserne, og det udsætter kollegerne for fare og risiko på liv og helbred.
Det kan maler Kit Holm tale med om. Igennem en række år var hun i første række i kampen for at sikre kollegerne mod farlig blyholdig maling. Hun gik på en plads, hvor en underentreprenør til hendes moderfirma brugte uorganiserede udenlandske kolleger. De skulle afrense vinduesrammer, inden Kit og kollegerne malede dem igen.
Kit fattede mistanke til, at der var noget galt med arbejdsmiljøsikkerheden. Det blev rejst, og fagforeningen gik ind i sagen. Trods en grundig undersøgelse stod det klart, at moderfirmaet var kynisk ligeglad med, om de udenlandske kolleger fik sikre forhold. Det samme hold afrensere dukkede nemlig op igen og igen hos en underentreprenør. Uden nødvendige værnemidler.
Efter længere tids bryderier om ansvaret gik moderfirmaet ind på at betale en bod på 70.000 kr. for underentreprenøren. Og det blev i praksis til et ’kædeansvar’ på miljøsikkerheden.
Truslen mod vores løn- og arbejdsforhold kræver handling nu!
Læs flere historier om social dumping i OK2014-avisen fra Byggefagenes Samvirke og 3F København - klik her