Kør ikke i trepartsgrøften

Af John Ekebjærg-Jakobsen, formand, Byggefagenes Samvirke

KOMMENTAR: Frigør kompetencemidlerne til efteruddannelse i stedet for at gnave af vores pensioner.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Kære trepartsforhandlere

VED DE kommende trepartsforhandlinger er der fokus på voksen- og efteruddannelserne. Der skal tænkes fremtid og fornyelse. Fint, men forny jer nu ikke så meget, at I mister jordforbindelsen. Det kan gå galt, før I aner det.

DET UDSPIL, som pensionskassen for offentligt ansatte, PKA, og interesseorganisationen Ældresagen forleden luftede, kan nemlig godt føre til en tur i grøften. De foreslår, at en andel af de penge, der trækkes til pensionsselskabet, ender i en personlig pulje. Fra den kan der så hæves penge, når eller hvis behovet for omskoling kommer.

HVIS I ikke passer på, bliver det blot at byde hunden på sin egen hale.

DER ER helt rigtigt et stort behov for efteruddannet, så kollegerne kan klare de udfordringer, der kommer på vores arbejdspladser. Men mere efteruddannelse sikrer ikke nødvendigvis, at vi kan blive længere på arbejdsmarkedet.

I BYGGEBRANCHEN, og i mange andre brancher, er kollegerne nedslidte, før de bliver 60 år. Efteruddannelse kan ikke hjælpe dem til et længere arbejdsliv. De har brug for efterløn eller pension, når de ikke kan arbejde længere.

ET STÆRKT forbedret arbejdsmiljø er derfor den eneste løsning på et længere arbejdsliv for yngre generationer på arbejdsmarkedet.

DET ER skræmmende, at PKA/Ældresagen vil bruge vores hårdt optjente pensionspenge på efteruddannelse. Vi har sparet op til en fornuftig pensionisttilværelse, og disse penge skal ikke bruges på efteruddannelse.

HVILKET POLITISK ærinde, PKA og Ældresagen er ude i, må de selv forklare. Men deres forslag gavner hverken de ældre eller de offentligt ansatte!

FOR DET FØRSTE: det er selvfølgelig samfundets ansvar at sikre efteruddannelse og omskoling, når politikerne ønsker, at vi skal arbejde længere. De nødvendige midler til efteruddannelse og omskoling må regeringen skaffe ad anden vej end gennem et sugerør i vores pensionspenge.

FOR DET ANDET: der er allerede masser af penge i uddannelse- og kompetencefonde, som ikke bliver brugt. Men de er desværre bundet til efteruddannelse i de enkelte virksomheder, og vores kolleger kan ikke bruge disse fonde, når de skal omskoles eller brancheskifte.

Trepartsforhandlingerne skal sikre, at disse midler frigives til reel efteruddannelse.