Regeringen og Dansk Folkepartis nedskæringsplan kapper 50 procent af godtgørelsen til hjemmeboende lærlinge over 18 år i skolepraktik. Konsekvensen: klar dig for 3.500 kr. om måneden, hvis du stadig bor hjemme.
Og hug: der røg halvdelen af det, som hjemmeboende lærlinge over 18 år i skolepraktik (SKP) får! Fremover skal en læredreng klare sig for ca. 3.400 kr. i ydelse om måneden før skat.
Useriøst
Da nyheden slap ud på de tekniske skoler om halveringen af hjemmeydelse, røg humøret helt op i det røde felt hos eleverne. Resolut stoppede de undervisningen og tog i fagforeningen.
Nu sidder de og skumler over den situation, der som et lyn fra en klar himmel har ramt dem.
– Mange af os er i forvejen kommet på skolepraktikordningen, fordi de firmaer, som vi var lærlinge i, er gået ned. Og nu står vi her, og de giver os ‘afrikanerlønninger’, siger en af de unge.
– Det er absurd, at de ikke tager folk seriøst. Man kan få mere i bistandshjælp og ligge derhjemme og fede den end ved at tage sig en uddannelse.
Flere af de unge har kun et år tilbage, inden de bliver udlært, og på spørgsmålet, om denne nedskæring får som konsekvens, at de må stoppe uddannelsen, rækker 7-8 stykker hånden op.
– Man kan ikke klare sig for den løn. Det giver mere at være flaskedreng, tilføjer en anden.
Fra 2011
I Undervisningsministeriet oplyser man, at aftalen om nedskæringer af hjemmeydelsen indgår i det forlig, som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået.
Det er endnu ikke omsat i et konkret lovforslag, og det når derfor næppe at blive vedtaget i Folketinget på denne side af sommerferien. Et lovforslag vedtaget senere på året vil sandsynligvis først træde i kraft fra 2011.
Stormøde
De ca. 70 SKP-lærlinge fortrinsvis fra træfagene i Herlev, Nørrebro og Rødovre enedes om at mødes igen tirsdag den 1. juni. Forinden har de været rundt på andre lærlingeuddannelse, og kl. 16 vil man hos Træ-Industri-Byg på Mølle Alle 26 i Valby diskutere, hvilke initiativer man vil tage videre frem. (mbp)