LO-formand kræver indgreb mod dumpingboliger

Elendige boligforhold til udenlandske arbejdere får LO Hovedstadens formand til at kræve kommunale indgreb – ellers må der lovgivning til.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Det er vigtigt, at få slået fast, at det er kommunerne, der har ansvaret for, om man bor lovligt her i landet, siger Peter Kay Mortensen, formand for LO Hovedstaden i det seneste nummer af organisationens nyhedsbrev.

Anledningen er, at en række sager, hvor udenlandske arbejdere på job i det storkøbenhavnske område på det seneste har afsløret urimelige forhold.

”Ikke-lovlige boligforhold for udenlandsk arbejdskraft, hvor man stuver flere arbejdere sammen i et rum med madrasser på gulvet og ingen adgang til bad og køkken, er også social dumping”, hedder det i nyhedsbrevet.

Det er ikke kun inden for byggeriet, at man ifølge LO Hovedstadens formand har oplevet sådanne forhold. Også inden for rengøringsservice har man set dårlige forhold.

Kommuneopstramning

- I forbindelse med arbejde er der regler for, hvordan midlertidige boligforhold skal være. Men disse regler bliver dagligt overtrådt, siger Peter Kay Mortensen, som kræver, at kommunerne strammer op i vejledningen, når de behandler byggesager.

- Det bør klart fremgå, hvad der kan være af arbejdsmiljømæssige risici ved byggeriet, og det bør også fremgå, at hvis man anvender udenlandsk arbejdskraft, og der etableres bolig i forbindelse med arbejdet, så er der særlige regler, der skal følges, slår han fast.

Har kommunerne vanskeligt ved at forstå dette, så ser Peter Kay Mortensen ikke anden vej, end at der må lovgivning til. (mbp)