Lockout unødvendig aggression

Foto: Socialpædagogerne

LO Hovedstaden forbereder tiltag, så privatansatte ikke bliver brugt mod strejkende, siger formand Per G. Olsen.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Det er en provokation at tage alle skoler, børnehaver, plejehjem , hospitaler, den offentlige transport ud og lockout dem. Det mener den fælles faglige sammenslutning i det storkøbenhavnske område, LO Hovedstaden. Formand Per G. Olsen siger i en pressemeddelelse:

Unødvendig aggression

- Det er selvfølgelig arbejdsgivernes ret at lockoute, det er deres kampskridt. Men at louckoute alle er i vores øjne en unødvendig aggression. Danmark vil jo blive lammet, påpeger han.

På sit møde i LO Hovedstaden i går, mandag, vedtog man således, for at understrege solidariteten mellem offentlige og private ansatte, at der bliver taget skridt til at sikre, at private dele af fagbevægelsen ikke bliver brugt imod de offentligt ansatte i tilfælde af en strejke.

I praksis betyder det, man har givet hinanden håndslag på, at hvis der foregår konfliktramt arbejde på en blokeret eller strejkeramt arbejdsplads, så skal de aktionerende kontakte de fagforeninger på det private område, som dækker arbejdspladsen for at få stoppet bruddet på konflikten, siger Per G. Olsen til bygsam.dk

- Hvis de aktionerende SOSU-assisten fra FOA opdager, at der er et privat firma inden på deres arbejdsplads for at udføre arbejde, så skal de kontakte den fagforening, som dækker det område og samarbejde med dem om at få stoppet konfliktbruddet, siger han.

LO Hovedstaden vil nu tage kontakt med de to andre hovedorganisationer i regionen, FTF og Akademikerne i hovedstadsområdet, og finde ud af, hvordan man bedst koordinere kræfterne.

- Folk er jo ikke på ferie, det er et stykke fagligt arbejde, der skal udføres, og jeg går ud fra, at man holder øje med, hvad der foregår på ens arbejdsplads under konflikten, siger Per G. Olsen.

Hænger sammen

LO Hovedstadsformanden påpeger, at det offentlige og det private hænger sammen:

- Vi er alle sammen dybt afhængige af, at de offentligt ansatte har ordentlige forhold. Det er simpelt vrøvl og udenomssnak, når offentlige arbejdsgivere appellerer til de offentligt ansatte om at holde igen for at udvise samfundssind. Og det mener vi altså på tværs af private og offentlige fagforeninger, siger Per G. Olsen.

- Vores sympati og opbakning går således ubetinget til de offentlige organisationer, deres forhandlere og medarbejderne i den offentlige sektor – og dette på tværs af både de private og offentlige fagforeninger, som udgør LO Hovedstaden, hedder det fra repræsentantskabsmødet. (mbp)