Nye EU-regler for tilrejsende arbejdere har en række mangler, siger Byggefagenes Samvirke, som har rejst sagen over for beskæftigelsesministeren for at få stoppet social dumping.
Det såkaldte ’udstationeringsdirektiv’, der lægger rammerne for, hvilke forhold, der skal gælde for rejsende arbejdere på job i udlandet, skulle være trådt i kraft den 30. juli sidste år. Men coronaen stak en kæp i hjulet på den tidsplan. Derfor er direktivet først trådt i kraft ved årsskiftet med tilbagevirkende kraft fra 1. august 2020.
Der er tale om en række ganske betydelige ændringer, som har stor indflydelse på de arbejds- og opholdsregler, som firmaer, der har arbejdere på job uden for hjemlandet, skal følge.
Formand for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen, har på et møde i dag med beskæftigelsesministeriet gennemgået direktivet, og det viser sig, at på en række områder er der store mangler i forhold til at sikre rimelige arbejds- og opholdsvilkår.
Samvirket har derfor rejst sagen over for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. På fem områder peges der på konkrete tiltag, som kan styrke indsatsen mod social dumping, misbrug, for øget kontrol og oplysning.
Det sker med følgende forslag:
- I Register over Udenlandske Tjenesteydere (RUT) tilføjes der en rubrik for hver udstationeret stilling med navn og ID-dokumentnummer med startdato for udstationering og en ’pop-up’-funktion, der aktiveres, når perioden udløber. Hertil føjes plads til en rubrik til navn/ID på den erstatningsarbejder, der overtager samme stilling
- I RUT tilføjes der logiadresse for hver enkelt af de udstationerede arbejdere
- Der afholdes løbende informationsmøder med økonomisk støtte fra staten for udstationerede arbejdere om arbejdsmarkedsforholdene i Danmark
- Der indføres bødestraf for overtrædelse af direktivets retningslinjer
- Det skal fremgå af RUT-registret, hvem der er hvervgiver i hvert enkelte byggeprojekt.
Ministeriet vil frem til sommer analysere de foreslåede tiltag og holde dem op mod EU-reglerne. (mbp)