Maler-nej til OK2014

Uenigheden mellem malerne og deres mestre om midlerne til bekæmpelse af social dumping er så stor, at Malerforbundet anbefaler at stemme nej til overenskomsten.

Forhandlingerne mellem Malerforbund og malermestrene er strandet, og forbundet anbefaler at stemme nej til overenskomsten.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Næstformand i Malerforbundet, Rasmus Gunnarson, trækker en streg i sandet i de aktuelle overenskomstforhandlinger. På sin Facebook skriver han, at det er tid til at sige fra.

”Der er fuld enighed i Malerforbundets forhandlingsudvalg om, at man vil kæmpe for at få lige vilkår og fair konkurrence. Vores medlemmer og malerfagets virksomheder er bedst tjent med at få værn mod social dumping ind i vores fælles overenskomst, det er vores holdning. Nok er nok - og nu gælder det om at sige fra”, forklarer han.

Det, der skiller parterne er spørgsmålet om en såkaldt ’tredieparts-forpligtelse’, altså at en mester kun må sælge et job til en underentreprenør, som er overenskomstdækket. Det andet konfliktpunkt er uenighed om et ’akkordafsavnstillæg’. I en pressemeddelelse fra forbundet hedder det, at det vil betyde en reel mindsteløn i malerfaget.

Begge dele ville endvidere medføre et effektivt værn mod social dumping i malerbranchen, hedder det fra Malerforbundet. (mbp)

Læs udtalelsen - klik her