For tredje gang har en faglig voldgift dømt malermester Peter Bodilsen. Han skal betale 200.000 kr. for lønsnyd af fem udenlandske malere.
På Hillerødgade skole er tre polske og to rumænske malere blevet snydt for 200.000 kr., mens de har været ansat i et af malermester Peter Bodilsens firmaer, Malerentreprenøren A/S. Det skriver Malernes Fagforening i en pressemeddelelse.
Lønsvindlen, som dommeren i den faglige voldgift fandt godtgjort havde fundet sted, foregik i februar og marts måned. Her gik de fem malersvende og udførte arbejde på den kommunale skole. Men de fik kun udbetalt en del af deres løn. Ydermere blev de beordret til at tage overarbejde uden at modtage ekstra betaling for det.
I et andet af Peter Bodilsens selskaber, Malersvendene ApS, er der ligeledes faldet en afgørelse i en sag, hvor firmaet ifølge afgørelsen systematisk havde underbetalt to polske malere igennem hele 2014 og begyndelsen af 2015. De arbejdede 55 timer om ugen, men blev kun lønnet for en arbejdsuge på 37 timer.
Det endelige beløb har dommeren afgjort skal ændres en smule. Men i denne sag skønner fagforeningen, at det skyldige beløb bliver i underkanten af 600.000 kr.
Faglig sekretær i Malernes Fagforening, Jesper Carl, siger:
- Det er helt grotesk, at dette cirkus får lov at fortsætte, og at det kan lade sig gøre at underbetale østeuropæisk arbejdskraft på Hillerødgade Skole, når Københavns Kommune er bygherre.
Fagforeningen informerede kommunens kontrolenhed om forholdene allerede i april måned.
- Men alligevel fik malermesteren, efter fagforeningens oplysninger, lov til at færdiggøre entreprisen. Nu står vi med en dom i hånden, som klart giver os medhold i, at de fem malere blev snydt, så vandet driver af dem, siger Jesper Carl. (mbp)
Se opslaget hos Malernes Fagforening - klik her