En langvarig strid i ’maleriet’ er nu endt med, at malermestrene fik afvist deres klage over svendenes forbund.
Der er ikke grundlag for malermestrenes klage over malerforbundet. Det slog Arbejdsretten den 24. november fast i en afgørelse. Striden, der har stået på siden overenskomstforhandlingerne i foråret 2014, drejer sig om en regulering af prislisten på forskellige stykker malerarbejde.
Ny prisliste
Samtidig med de samtidigt løbende overenskomstforhandlinger havde parterne igennem længere tid haft et udvalgsarbejde i gang. Det gik ud på at finde en revision af priserne på forskellige maleropgaver.
Parterne var nået frem til en enighed, og begge var parate til, at der kunne skrives under. Men så brød de ordinære overenskomstforhandlinger sammen, idet malermestrene fik nej fra Dansk Arbejdsgiverforening til at skrive under en overenskomst, som indeholdt kædeansvar og akkordafsavnstillæg.
Kan – ikke ’skal’
I det lys ønskede malerforbundet ikke at skrive under på den forhandlede prisaftale, og man benyttede sig af aftalens bestemmelse om, at den kunne, men ikke skulle skrives under, hvis der ikke kom noget igen i overenskomsten – i dette tilfælde kædeansvaret og akkordafsavnstillægget.
Frost i malerbranchen
Det fik temperaturen til at fryse helt ned mellem malerparterne, og malerforbundet måtte se sig indklaget for Arbejdsretten. Godt halvandet år efter nåede retten så til den konklusion: malerforbundet har ikke forbrudt sig mod aftalerne, men blot benyttet sig af muligheden til ikke at skrive under på prislisten.
”Danske Malermestre mente, at ændringerne i prislisten skulle ske lige meget hvad, men vi var af den overbevisning, at vi skulle have noget til gengæld. Og da overenskomstforhandlingerne i 2014 bryder sammen, så mener vi heller ikke, at aftalen længere er gældende. Det har vi i dag fået rettens ord for,” siger forbundssekretær Carsten Niebuhr i en pressemeddelelse. (mbp)