Nyheder | Faglig konflikt | 16. februar 2016

Morgenaktion fik stoppet uorganiseret firma

En faglig blokade på en kold vintermorgen var det, der skulle til for at få fire arm-benfolk ud af plads på Amager.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Det tidligere plejehjem i Øsselsgade skal være ungdomsboliger. Det er boligselskabet FSB, der står som bygherre. Og hovedentreprenøren er B. Nygaard Sørensen A/S. Her har man indhyret Amagerfirmaet Murermester Kim Siestø fra Kastrup til en del af opgaven. Han har igen fået firmaet PL Byg Aps. fra Frederiksberg til at stå for noget af arbejdet. Det udføres af fire såkaldte ’arme/ben’-folk uden overenskomst.

Denne lange kæde af videresalg af arbejde har 3F Bygge, Jord- og Miljø (BJMF) ønsket at få stoppet, indtil der blev overenskomstdækkede forhold i alle led på pladsen. Det fortæller faglig sekretær i BJMF, Rune Nielsen, til bygsam.dk, da den fuldt lovlige faglige aktion tirsdag morgen går i gang.

Fra Byggefagenes Samvirkes øvrige fagforeninger var der elektrikere og vvs-folk, som under sympatikonflikt blev trukket ud af pladsen, da det stod klart, at der fortsat var ikke-overenskomstdækkede folk på pladsen.

I løbet af tirsdagen besluttede Kim Sierstø at afbryde alt samarbejde med PL Byg på denne plads. Det fremgår af mail, hvor det hedder:

"Vi skal hermed for god ordens skyld oplyse, at virksomheden Murermester & Entreprnør Kim Siestø A/S har afbrudt samarbejdet med PL Byg, og de vil ikke udføre mere arbejde på ovenstående arbejdsplads". (mbp)