Polsk malerfirma dømt for at bryde overenskomsten under tapetsererarbejde på Hotel Marriott i København. Grænseoverskridende inkassosag kan være undervejs i Polen, hvis firmaet ikke betaler, siger faglig sekretær.
Det koster det polske malerfirma CTO, som er hjemmehørende i byen Lodz, ikke at følge de faglige overenskomstregler. Det måtte firmaet indse i sidste uge, da Arbejdsretten idømte det en bod på 100.000 kr.
Det forklarer faglig sekretær i Malernes Fagforening, Jimi Pedersen. Han sidder med den dom, som Arbejdsretten har afsagt i fagforeningens sag mod CTO. Og han er frustreret over, at der skulle gå 2,5 år, inden sagen kunne nå hertil.
Noget galt
Da Jimi Pedersen sammen med en polsksproget tolk besøgte hotellet tilbage i 2011 var deres indtryk, at noget ikke var rigtigt.
- Vi fik hurtigt en fornemmelse af, at der var noget galt på den plads, da vi kom der første gang. Folkene ville ikke tale med os, de dukkede sig og kunne ikke komme med nogle oplysninger om deres løn osv., siger Jimi Pedersen til bygsam.dk.
Sagen har kørt længe. Firmaet har været meget langsomt med at reagere på kravene om oplysninger. Fagforeningen havde stillet et lønkrav ud fra prislisten og overenskomsten på 600.000 kr. Det mente firmaet imidlertid ikke stemte. Der blev, forklarede man over for Arbejdsretten, betalt korrekt og under alle omstændigheder bedre end for tilsvarende arbejde udført i Polen.
Underskrift-strid
Der opstod også en strid om, hvem der havde skrevet under på overenskomsten på vegne af hvem: hovedentreprenøren Vöcker og Co. fra Tyskland eller en repræsentant fra polske CTO.
Efter udeblivelsesdommen i februar 2013 og boden på de 600.000 kr. leverede firmaet oplysninger om det arbejde, dets ansatte havde udført på Hotel Marriott. På den baggrund omregnede fagforeningen kravet til 400.000 kr.
Muligvis inkassosag
Omsider kom sagen for Arbejdsretten i maj 2014 Det resulterede i, at CTO den 9. maj 2014 fik en bod på 100.000 kr. Som det hedder i afgørelsen:
”Den forskyldte bod må herefter udmåles efter et konkret skøn over samtlige i betragtning kommende omstændigheder, herunder både virksomhedens helt manglende deltagelse i den fagretlige behandling, som kunne have bidraget til en hurtig, konkret afklaring af uoverensstemmelsen, og dens meget sene og helt uunderbyggede opgørelse af grundlaget for de hævdede lønudbetalinger”.
Men er det luftpenge?
- Nu får vi se, vi afventer den betalingsfrist, retten har givet, og hvis der ikke kommer penge, så sætter vi et inkassofirma på, som kan arbejde over grænserne, siger Jimi Pedersen.
CTO har 14 dage til at betale de 100.000 kr. (mbp)