Nyheder | Faglig konflikt | 25. november 2020

OK på plads på Engvej

Gulvfirmaet tegner overenskomst med 3F Bygge, Jord og Miljø efter faglig konflikt på stor renovering på Amager.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Tillidsmand Jonas Brynnum er en glad mand idag. For tidligt i morges landede der en underskrivet overenskomst i fagforeningens elektroniske indbakke, fortæller han til bygsam.dk.

Efter den faglige aktion fredag i sidste uge - læs her - hvor omkring 100 tømrer, VVS'ere, stilladsen og elektrikere nedlagde arbejder på den store renovering af SAS' gamle kontorbygning på Engvej på Amager, blev der mandag morgen forhandlet med det uorganiserede gulvfirma NFM Gulve A/S.

- Aftalen med dem blev, at de kunne påbegynde en gulvstøbning, men det var på betingelse af, at de senest tirsdag underskrev en overenskomst, siger Jonas Brynnum. Så derfor var vi spændte på, om det skete. Og vi havde aftalt, at vi holdt morgenmøde onsdag kl. 06.30 om situationen.

Men inden mødet gik igang, var der kommet en mail med den underskrevne overenskomst.

- Det er jo en kæmpe sejr, for det viser, at hvis vi selv tager handling, så kan der ske noget. Det viser meget håndgribeligt, at fagligt arbejde ikke bare er noget, der foregår bag et skrivebord.

I den kommende tid vil Jonas Brynnum følge op i forhold til de 5-6 gulvfolk fra NFM Gulve, som er på pladsen, siger han. (mbp)

Opdatering søndag aften den 29. november:

Fagforeningen 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening oplyser på deres Facebookside, at det andet uorganiserede firma på pladsen, det litauiske UAB Marino Projektai, også har underskrevet en overenskomst.