Sikker­hed og miljø | 13. september 2017

Ordnede forhold på hovedstadens hospitaler

En ny aftale mellem Region Hovedstaden og byggefagforbundene i BAT-kartellet sikrer ok-forhold på regionens byggepladser.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Løn efter overenskomsterne, praktikpladser og adgang til sikkerhedskontrol. Det har regionsrådsformand i hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, og BAT-kartellet tirsdag den 12. september indgået en aftale om.

- De mennesker, som arbejder på vores byggerier, skal kunne forvente ordentlige løn og arbejdsvilkår. Derfor har vi indgået den her aftale, som giver BAT Kartellet adgang til at vurdere forholdene på regionens byggepladser, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) og tilføjer:

- Som offentlig bygherre til store hospitalsbyggerier har vi et særligt ansvar. Derfor har vi vedtaget sociale klausuler og kædeansvar, der sikrer ordenligt løn- og ansættelsesvilkår. Det er vigtigt, fordi skatteydernes penge ikke skal gå til underbetalte udenlandske bygningsarbejdere.

I byggefagene har man længe ønsket at få en aftale på plads med såkaldte ’sociale klausuler’ for at sikre rammerne på et fornuftigt grundlag om sikkerhed, lærepladser og løntjek på de mange store byggeprojekter, som regionen har i gang for tiden. Der bygges og moderniseres ifølge regionsformanden for 20 mia. kroner på hospitalerne.

Fra byggefagenes sider er der derfor også tilfredshed med, at det er lykkedes at nå til enighed om rammerne. Freddy Ridderhaugen, der leder sikkerhedspatruljerne i byggefagforeningerne, siger:

- Vi er glade for den her aftale, der sikrer byggefagforeningerne adgang til regionens byggepladser. Vi har stor erfaring med stikprøvekontrol i forbindelse med social dumping og arbejdsmiljø og aftalen gør, at vi kan besøge byggepladserne og kontrollere, at der ikke fifles med konkurrencevilkårene - hverken på arbejdsmiljøområdet eller med løn og arbejdstid. (mbp)