Malernes Fagforening og Dansk Byggeri indgår forlig på knap en million kr. i faglig strid på to store Pihl-pladser i København.
Forliget er kommet i hus, efter at fagforeningen har haft blokeret arbejdet på to af byens store Pihl-byggepladser: SEB bank ved havnen og Rambøll-domicilet i Ørestaden. Her havde Brdr. Jakobsen haft en underentreprenør, HMH Aps, til at arbejde for sig. HMH har haft ungarske malere – som de hævder, var selvstændige – til at arbejde for sig.
I december sidste år faldt der en dom i Arbejdsretten mod firmaet, og det er på baggrund af denne afgørelse, at Malernes Fagforening har udregnet et lønkrav på over fire millioner kr.
Der har været rejst kritik fra fagforeningen af, at hovedentreprenøren Pihl ikke har villet tage ansvar for, at der er ordnede forhold til det yderste led i kæden.
Beskytter model
Dagens forlig på 975.000 kr. skal Brdr. Jakobsen indbetale til fagforeningen i løbet af ti dage. I forhold til lønkravet mod HMH Aps., siger Bo Rosschou, formand for malerne, at man afventer udfaldet af en kommende dom i Arbejdsretten mod HMH. Derefter tager man stilling til, hvordan man vil forfølge det lønkrav, fagforeningen har mod firmaet.
– Forliget er med til at beskytte den danske model og mod en unfair konkurrence, der rammer både mestre og svende, siger Bo Rosschou.Hvordan kommer ungarerne til at mærke forliget?
– Det gør de ikke, for de har valgt at stå uden for fællesskabet og ikke være medlemmer af fagforeningen. Pengene går til fagforeningens opretholdelse af den kollektive aftale, som vi er forpligtede til at beskytte.
Arbejdsro
Torben Jakobsen, indehaveren af malerfirmaet Brdr. Jakobsen, bekræfter, at der er indgået forlig. Det betyder, siger han, at der nu kommer arbejdsro, og at man kan komme videre med arbejdet.
Hvad betyder det for de ungarske malere?
– At de er nu ansatte hos mig og har overenskomst. Jeg er jo medlem af Dansk Byggeri, siger Torben Jakobsen. Ungarerne var ansat af HMH Aps., som havde en tiltrædelsesoverenskomst, de ikke overholdt. De er ude nu, og jeg var nødt til at gå ind og tage ansvar.
Forliget betyder, at den blokade, som Malernes Fagforening oprettede mod Brdr. Jakobsen, nu er ophævet. (mbp)