Polakker omkring et spisebord

I det lille kælderlokale otte-ti trin nede ad bagtrappen, hvor der er så lavt til loftet, at det visse steder er umuligt for en gennemsnitlig høj person at stå oprejst, sidder de polske håndværkere og har frokost. Madlugten hænger tungt i lokalet. Kål, kartofler og en grydepande med kød på komfuret står og venter på at blive serveret for de tolv mand i blandet alder, som sidder ved bordet og ved et tilsvarende i et lokale ved siden af. Der er trangt og tæt.

– Dav, siger Thomas Adelskov, arbejdsmarkedsordfører fra Socialdemokraterne, da han og to andre folketingspolitikere, Elisabeth Geday fra De Radikale og Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten med dukkede hoveder for ikke at støde imod dørkarmen træder ind i lokalet, tæt fulgt af Byggefagenes Samvirkes to talsmænd.

Besøget er kommet i stand på invitation fra nogle af polakkerne, som har følt sig utrygge ved deres ansættelsesforhold hos Henrik Nissen. De vil gerne fortælle om forholdene. Pludselige går bagdøren op, og ind træder en person, som siger, at han er projektleder, og spørger om, hvad der foregår.

– Hej, mit navn er Bo Rosschou og jeg er fra Byggefagenes Samvirke. Vi er her, fordi vi er blevet inviteret af folkene her, siger han og forklarer, at straks man er færdig med snakken og med at oplyse om fagforeningen og at høre om de forhold, som folkene arbejder under, så trækker man sig stille og roligt tilbage.

– OK, det er i orden, siger projektlederen og går igen.

58 timer om ugen

Med tolkens bistand fortæller polakkerne, hvordan de arbejder i samme ejendom, som de bor i, at de sover i nogle af de istandsatte lejligheder oppe i ejendommen: tre mand pr. rum og med ét bad til alle sammen. De får 50 kr. i timen, siger en af dem og må arbejde ti timer om dagen fra mandag til fredag og otte timer om lørdagen. Søndag har de fri. På en af de lønsedler, som samvirket er kommet i besiddelse af, kan man se, at de dog ikke får løn for alle timerne, men kun de 46 af dem. Resten tilbageholdes af Henrik Nissens firma.

– Får I feriepenge?, spørger Elisabeth Geday, hvilket de svarer benægtende på, ligesom de heller ikke kan sige, om de betaler for at bo i ejendommen, for de får kun udbetalt en del af lønnen – 50 procent. Hvad resten dækker, er de blevet oplyst om, er skat. De er ligeledes blev forsikret flere gange, at alt er helt lovligt, siger en af polakkerne.

Da de i sin tid kom hertil, i marts måned 2006, blev de bedt om at skrive under på et dokument. De gik ud fra, at er en kontrakt. Men den var ikke på polsk, så de ved ikke, hvad der stod i det.

– Fik I det ikke oversat, spørger Elisabeth Geday, som ryster på hovedet, da hun får at vide, at det ikke fandt sted.

Sovesal og mineraluld

Efter nogen snakken frem og tilbage om arbejdssikkerhed og uheld, som der ikke er forekommet nogen af, rejser en af polakkerne sig og viser an på en rundtur op i ejendommen, hvor folkenes sovepladser er. I bogstaveligste forstand sover de på sovesal, tre mand pr. rum og med plastikforhæng og som umiddelbar nabo til fritliggende mineraluldsbatts. Der er et bad til deling mellem dem på etagen.

Bo Rosschou forklarer, at fagforeningen kan hjælpe dem. Der er mulighed for at støtte dem i at få ikke bare den løn, de mener at have til gode. Men også den løn, de burde have ifølge en almindelig overenskomst, og det er noget helt andet, end de kroner de hidtil har fået.

– Hvis I vil, så udfylder I det her skema, forklarer han og vifter med en bunke papirer, som bliver lagt på bordet mellem frokosttallerknerne. Bagefter kan I tage stilling til, om I vil være medlemmer af fagforeningen. Men det er jo ikke til for jer at betale kontingentet, hvis I ikke har nogen penge, siger han, så den tager vi bagefter.

Slap lov og manglende kontrol

– Det her viser, at myndighederne ikke formår at sikre den nødvendige kontrol, siger Thomas Adelskov, som kommentar til, at det kan lade sig gøre under Østaftalens regler om forhåndsgodkendelse af firmaer at få 27 arbejds- og opholdstilladelser udstedt med henvisning til, at firmaet angiveligt har en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening.

Han bakkes op af Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr, som pointere, at Østaftalen simpelthen ikke er god nok, og at det derfor er nødvendigt at sikre, at tilladelserne kun udstedes til firmaer, som har overenskomst med en fagforening, som kan indgå en sådan. Loven er simpelthen nødt til at blive strammet op, siger han.

– Det er menneskesynet, der er noget galt med, siger de radikales Elisabeth Geday, som pointerer, at det er nødvendigt at få sat en stopper for denne udnyttelse af folk, og at de som minimum skal sikres oplysning om deres rettigheder på et sprog, de kan forstå.

Onsdag den 28. marts udsendte Byggefagenes Samvirke en pressemeddelelse, hvori man skriver, at man har bedt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ‘om at trække sin godkendelsespraksis tilbage, således at Kristelige Arbejdsgiverforening slettes af Udlændingeservices godkendelsesliste.

Samtidig opfordres regeringen til at annullere alle forhåndsgodkendelser og arbejdstilladelser, som er udstedt uden henvisning til regulære overenskomstmæssige aftaler’.

Samvirket har anmeldt Henrik Nissen, som står bag anpartsselskabet, der renoverer ejendommen på Forhåbningsholms Alle 13b, til både politi, SKAT og til Arbejdstilsynet. (mbp)