Bygherren tilkaldte i dag, onsdag, politiet for at få hjælp til at bryde den lovlige blokade, som byggefagforeningerne står for mod Trekroner Penthouse i Valby. Direktøren siger nu, at han gerne vil indgå overenskomst – dog ikke med 3F, som er 'terrorister og hærværksmagere', men med TIB.
I løbet af natten til onsdag har en ukendt leverandør afleveret materialer foran ejendommen i Trekronergade, og da de ansatte i det polske firma Tomis Construction Enterprise ville bære det ind i gården, blev de stoppet af blokadevagterne.
Det samme blev en transportvogn med teglsten, som ansatte i Tomis forsøgte at få ind i gården. Også her blev arbejdet stoppet af blokadevagterne, som stillede sig i porten og stoppede bilen.
Herefter tilkaldte bygherren politiet, som mødte frem og efter nogen tid annoncerede indsatsleder Svejstrup, at de konfliktende havde ret til at blokere arbejdet, men at politiet var forpligtet til at skaffe adgang til ejendommen.
Porten brydes op
Herefter blev blokadevagterne skubbet og presset væk fra porten, nogle vagter forsvandt ind i porten og blokerede den, men den brød politiet også.
Da vognen var kommet igennem blokerede deltagerne byggematerialerne, og også her blev de fjernet med magt af politiet, hvorefter de ansatte bag en politikæde bar bære materialerne ind i gården.
Bøller og terrorister
www.bygsam.dk har spurgt direktør i Trekroner Penthouse, Magnus Gardarsson, hvorfor de tilkaldte politiet, og han siger, at det skyldes, at firmaet er udsat for en ulovlig blokade fra 3Fs side, og at man bare forsøger at gøre sit arbejde.
Hvorfor tegner I så ikke en overenskomst?
– Fordi vi under ingen omstændigheder vil tegne overenskomst med den flok bøller, terrorister og hærværksmagere i 3F.
Terrorister – er det ikke et stærkt udtryk?
– Det er tæt på, når de begår hærværk mod vores biler, slår vores medarbejdere, og ligesom den danske stat ikke forhandler med terrorister, gør vi det heller ikke.
Men I har ikke skrevet nogen overenskomst under.
– Nej, men vi overholder vi allerede overenskomsten mellem Dansk Byggeri og 3F. Jeg har set den, og det gør vi.
Kan du dokumentere det?
– Ja, men jeg vil ikke have noget med 3F at gøre.
Men vil du så dokumentere, at I overholder overenskomsten over for Byggefagenes Nyhedsbrev?
– Ja, hvis du kan få stoppet konflikten.
Jeg skriver bare om den, men vil du dokumentere over for os, at I overholder overenskomsten med lønsedler osv.?
– Jeg har ingen interesse i at dokumentere noget over for 3F. Du er jo fra fagforeningen. De har stillet ultimative krav til Tomis Construction, og har i øvrigt forhindret, at Tomis kunne tegne en overenskomst med Træ-Industri-Byg. Der ville medarbejderne gerne være medlemmer. Men de vil under ingen omstændigheder være medlemmer af 3F.
– Det eneste, 3F er interesserede i, er at få polakkerne ud af landet. De har ikke vist reel interesse for forhandlinger med Tomis. Blandt andet har de stillet krav om, at der skal betales pension i Danmark. Men vi betaler pension for dem i Polen, og de er ikke interesserede i at have pension stående i Danmark.
Vil det sige, at hvis I kan få en overenskomst med TIB, så er I villige til at underskrive en overenskomst, og at medarbejderne bliver medlemmer af TIB?
– Ja, det vil vi gerne.
Kun lille del af arbejdet OK-dækkes
Hos 3F siger byggegruppeformand Jesper Weihe, at det er forkert opfattet, at man skulle have hindret TIB i at tegne en overenskomst.
– Vi har sagte, at en TIB-overenskomst kun ville dække ca. ¼ af arbejdet, men da der er også er vvs, el-arbejde og murerarbejde samt nedrivning, så vil det ikke være tilstrækkeligt med en TIB-overenskomst alene. Det har vi forklaret Tomis. De ville gerne have en aftale som den, deres forgænger, El-Bud, havde med TIB. Men sådan en overenskomst vil vi ikke gå med til. Den indeholder blandt andet en passus om, at det er polsk lov, som står over den danske overenskomst.
Hos TIB København siger formanden for Byggegruppen, Claus von Elling, at man ikke kender til, at man skulle være blevet tvunget væk fra en aftale med Tomis af 3F. (mbp)