Fysiske nyhedsbreve på polsk og fælles deltagelse i demonstrationer. Sådan organiserer faglig konsulent i Byggefagenes Samvirke, Robert Olejnik, sine polske landsmænd på danske byggepladser. En indsats, der både hjælper en udsat målgruppe og styrker fagbevægelsen.
Af Rune Eltard-Sørensen.
Robert Olejnik fra Byggefagenes Samvirke afslører hver uge chokerende forhold for udenlandske arbejdere på danske byggepladser.
Det fortæller han om i et video-interview lavet af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Her kommer han også kommer ind på de barske realiteter, han møder i sit arbejde med at beskytte migrantarbejderes rettigheder.
"Det er ligegyldigt, hvor jeg kommer ud, så er der smuds," siger han.
Problemerne spænder fra dårligt arbejdsmiljø og manglende sikkerhed til ulovlige ansættelser og brud på overenskomsten. Det kan man læse i en artikel om emnet på FH's hjemmeside.
"Det er blevet værre. Meget værre," udtaler Robert Olejnik, på baggrund af sine 17 års arbejdet på området.
Se hele video-interview: ”Robert har organiseret udlændinge i 17 år: ’Det bliver værre. Meget værre’” hos FH.dk her.
Forventninger versus virkelighed
Robert Olejnik, som selv er fra Polen, har en dyb forståelse for de udfordringer, udenlandske arbejdere fra Øst- og Sydeuropa står overfor. Han er ansat som tolk i Byggefagenes Samvirke og indgår i organisationens daglige arbejde, som blandt andet består af besøg på byggepladser.
Besøgene planlægges og gennemføres af tværfaglige teams, som består af aktive og ansatte fra de 17 forskellige medlemsorganisationer, som tilsammen udgør Byggefagenes Samvirke.
"Vi møder alt for ofte udenlandske kolleger, der går til de minimale satser i overenskomsten, selvom deres danske kolleger tjener meget mere. Det er simpelthen hårdt opdelt i et A-hold og et B-hold, hvor de udenlandske kolleger altid ender på B-holdet," siger fortæller Robert Olejnik til FH.
Mange udenlandske arbejdere bliver sat til at arbejde 60 timer om ugen til en langt lavere løn end deres danske kolleger, selv når overenskomsten bliver overholdt. Samtidig er arbejdsmiljøet for udenlandske arbejdere ofte betydeligt dårligere.
"De bliver sat til at arbejde med asbest uden certifikater og uden beskyttelse. Eller på stilladser og tag uden nogen form for beskyttelse mod fald. Det er ofte meget dårlige og farlige arbejdsvilkår," siger Robert Olejnik.
Stærkt engagement i klub og nyhedsbrev
Der er i dag cirka dobbelt så mange udenlandske arbejdere i Danmark som i 2012, og de udgør nu 12 procent af arbejdsstyrken.
Derfor er det også et område, som Byggefagenes Samvirke prioriterer højt. Flere medlemsorganisationer har oprettet foreninger for migranter, hvor de kan mødes og få informationer om deres rettigheder.
Hos Byggefagenes Samvirke har man en klub for polske kollegaer, der kaldes den Polske Faglige Klub eller ”Polski Klub”. Den har 800 medlemmer og på byggefagenes Samvirkes hjemmeside kan man finde flere oplysninger om initiativet.
Robert Olejnik er primusmotor for den faglige polske klub og fremlagde en række bemærkelsesværdige resultater fra klubbens på Byggefagenes Samvirke årsmøde i marts 2024.
Alt sammen initiativer, der er med til at gøre fagligt medlemskab og organisering trendy for en vigtig, men ofte svær tilgængelig målgruppe.
Hjælp til regler og sikkerhed
Den Polske Klub udgiver KOLEGA, et nyhedsbrev på polsk, som opdaterer medlemmerne om vigtige emner inden for arbejdsmarkedet og samfundet i Danmark. Det fysiske nyhedsbrev udkommer i gennemsnit fire gange om året og uddeles gratis i hele Storkøbenhavn. Redaktionen kunne tidligere i år fejret udgivelse nummer 100 af nyhedsbrevet, der kom første gang i 2006.
For at oplyse om det danske arbejdsmarked regler og rettigheder har klubben desuden gennemført adskillige offentlige informationsmøder. Disse møder har været afgørende for at hjælpe polske arbejdere med at navigere i de komplekse danske regler og forstå deres rettigheder.
Klubben og dens medlemmer har aktivt deltaget i en undersøgelse om udenlandsk arbejdskraft, arbejdsmiljø og sikkerhed, udført af Ålborg Universitet i samarbejde med BAT-kartellet. Denne undersøgelse har været helt central for i offentligheden og blandt arbejdsmarkedets parter, at belyse de udfordringer, udenlandske arbejdere står overfor i Danmark.
Læs mere om undersøgelsen her.
Den Danske Model og demonstrationer
Gennem klubben er nogle medlemmer blevet sendt på BAT-kurser for udenlandske kollegaer om den danske arbejdsmarkedsmodel. Disse kurser har givet deltagerne en dybere forståelse af, hvordan arbejdsmarkedet i Danmark fungerer, og hvordan man bedst kan navigere i det.
Klubben har også været aktiv i forskellige demonstrationer for at sikre bedre arbejdsvilkår og rettigheder: Deltagelse i protestdemonstration mod fjernelsen af Store Bededag som fridag. Aktiv deltagelse i demonstrationer mod Brødrene Prices overenskomstpolitik. Aktiv deltagelse i demonstrationer i forbindelse med OK23.
Organisering af medlemmer
Gennem klubbens arbejde er mange polske arbejdere blevet organiseret i forskellige fagforeninger og A-kasser.
Det er sket i de forskellige medlemsorganisationer, der er en del af Byggefagenes Samvirke, og dermed bidrager initiativerne til den generelle faglige organisering. Indsatsen har samtidig styrket medlemmernes rettigheder og arbejdsvilkår.
"Den Polske Klubs en vigtig stemme og støtte for sine medlemmer. Vi vil fortsætte engagementet og vores stærke dedikation for at forbedre arbejdsvilkårene for polske arbejdere i Danmark", lød budskabet fra Robert Olejnik i hans beretning til Byggefagenes Samvirke årsmøde.