Den polske klub fik indblik i dansk arbejderbevægelses historie ved rundvisning på Arbejdermuseet.
Medlemmer af den Faglige Polske Klub under Byggefagenes Samvirke lagde for nylig vejen inden om Arbejdermuseet i København. Formålet var at oplyse klubmedlemmerne om den danske arbejderbevægelses historie, om hvordan ’den danske model’ er blevet skabt og har udviklet sig og om hvordan arbejdernes liv i Danmark har været gennem historien.
- Deltagerne var meget begejstrede og også meget overraskede over, at det kun er 100 år siden, at der gradvist blev indført otte timers arbejdsdag. Og også at en havnearbejder havde en akkord på at laste 16 tons om dagen, siger Robert Olejnik fra klubben og tilføjer, at deltagerne i denne første ’undervisning’ vil følge op på besøget over for andre medlemmer af klubben.
Rundvisningen er et led i et samarbejde mellem klubben og Arbejdermuseet med det formål at formidle viden til udenlandske kolleger om det faglige fællesskab, som er en så central del af det danske arbejdsmarked. (mbp)