Nyheder | 1. september 2011

Rød faglig slutspurt

Stor enighed i den røde oppostion om indsats for klimajob, mod social dumping og ledighed.

Byggefolk vil have job - og politikerne i S, SF og Ø har bud på, hvordan der kan sættes klimaarbejde igang, social dum­ping kan bekæmpes og uddannes unge håndværkere, viste valgdebatmøde i Bygge­fagenes Hus.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Der skal nærmest målfoto til for at finde store uenigheder mellem de tre arbejderpartier denne eftermiddag i Byggefagenes Hus i København.

Det kan de omkring 150 deltagere i ‘valgslutspurtmødet’ i Byggefagenes Samvirke konstatere, efter at Villy Søvndal (SF), Mogens Lykketoft (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) har talt om social dumping, klimajob, lærepladser og ledighed.

Pensionspenge i spil

Det er de emner, som samvirkeformand Anders Olesen udfordrede dem på.

– Ingen er i tvivl om, at vi har tradition for at blande os i den politiske debat, og at vi har gjort det under det ti år lange borgerlige styre, siger Anders Olesen, som dog tilføjer, at der dog er et område, man har undladt at mene noget om: kirkepolitikken.

– Der er brug for en politik, som ser på, at vi får sat gang i en vækst, som er fornuftig, for det er ikke al vækst, der er det, fortsætter Anders Olesen og peger på, at samvirket har udarbejdet en jobplan, som sætter fokus på skabelsen af klimajob og renoveringer af bygninger og hjem.

Finansieringen har han også på plads: pensionspengene skal ud og arbejde i denne form for sikker investering, i stedet for i spekulative aktieopkøb.

Villy uden Løkke

Da SF-formanden som den først får ordet af mødeleder Bo Rosschou, bringer han et afbud med til deltagerne: statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne ikke komme. Det har Villy Søvndal ellers opfordret ham til, efter at V-lederen i weekenden har lanceret sit parti som et arbejderparti.

Dagpenge 1 år mere

Derefter opregner Søvndal de punkter, som SF har for en vending af job- og arbejdsforholdene på arbejdsmarkedet: sats på 74.000 nye job på klimajobområdet, bekæmp social dumping med kædeansvar, skærpet kontrol fra SKAT og Arbejdstilsynet, tjek om firmaerne betaler skat, uddan udenlandske firmaer og ansatte i danske arbejdsmarkedsforhold som forudsætning for, at de kan arbejde her i landet.

Dagpengefaldet for 40.000 personer den 1. juli næste år skal forhindres, siger SF-formanden: – Vi forlænger i første omgang dagpengeperioden med 1 år, og vil så i debat med fagbevægelsen om at finde en løsning, som gør, at folk ikke ender i den største sociale katastrofe i mange år her i landet.

SF lægger op til at uddanne 40.000 i løbet af den næste ti år, gennem at man på tre års dagpenge kan få en uddannelse. Og der skal praktikpladser til lærlingen, siger han.

Lykketoft ude med riven

– Jeg er enig i Villys punkter, siger den næste taler, socialdemokraten Mogens Lykketoft. Han langer ud efter regeringen, der – som han siger – bruger finanskrisen som påskud for nedskæringer i velfærden.

Da den tidligere SR-regering i 1993 overtog efter Schlüter-regeringen, som havde skabt en stor arbejdsløshed og et statsunderskud, satte man gang i væksten. Det skal der til igen, siger han.

– Derfor skal vi fremrykke offentlige investeringer, udvikle grønne løsninger og give en uddannelsesgaranti. Det gør vi ikke ved at dele fradrag ud til højre og venstre, siger han og ser klimajob som en mulighed for at få nedbragt CO2-udledningen.

Johannes forbehold

Også Enhedslisten har fokus på vækst. Men politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen siger, at det er nødvendigt at stille spørgsmålet, om kloden overhovedet kan klare mere vækst.

– Der er snarere tale om, at vi skal have gang i en omfordeling i vores vestlige verden, siger hun, og støtter at jobskabelse sker gennem klimajob. Alt andet vil være ‘tudetosset’, som hun understreger det.

Forholdene for de arbejdsløse kommer hun også ind på og siger, at regeringen bruger de ledige til at presse lønningerne. Hun kalder det ærlig snak, når formanden for de økonomiske vismænd siger, at det er det, der vil ske og efterlyser, at de borgerlige er ligeså ærlige.

– Det lønpres skal stoppes, påpeger hun og fortsætter med at foreslå, at kontanthjælpsmodtagere i løntilskudsjob skal kunne optjene dagpengerettigheder, de unge skal have praktikpladser gennem ‘social klausuler’ i offentlige kontrakter.

Ørehænger

Og så beder hun om at blive holdt i ørene.

– Vi ønsker indført et ‘bestilleransvar’, siger hun, så der helt fra toppen af byggeriet gøres et ansvar gældende for ordnede forhold. Her kommer vi i konflikt med EU, og derfor må I holde os i ørene.

Johanne Schmidt-Nielsen kradser en smule i det billede af enighed, som Villy og Mogens har tegnet i deres indlæg. Hun gør det klart, at deres ‘12 minutter’ ikke er en ide, hun er særlig vild med i lyset af de mange, som går arbejdsløse i dag.

Rødt flertal

Og så efterlyser hun, at nogen spørger til de borgerliges påstand om, hvad man kan spare på efterlønnen.

– Jeg synes, at det er en lille smule uforskammet af de radikales Margrete Vestager at sige, at der ikke er nogen grund til at betale raske mennesker for ikke arbejde. Det skal ikke være sådan, at folk, som har arbejdet et langt liv, skal se leve tiden efter arbejdet fra en sygeseng, siger hun og opfordrer på baggrund af den enighed, der er mellem disse tre partier, til at sikre et rødt flertal. Det vil stå stærkere, end hvis man skal bygge på de radikal, siger hun til Mogens Lykketofts og Villy Søvndals nikken og salens klappen. (mbp)

Se Byggefagenes Samvirkes klimaplan – klik her