Nyheder | 1. oktober 2007

Røvens fødselsdag – og meget mere

Byggepladsens sange kan høres på denne CD, sunget råt for usødet og med bramfrie detaljer.

Prøv engang lige at læs denne linje: Knaldeviddejalleviddejukkeljukkeljukkel

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Ja, det er ikke tasterne, der skriver disse linjer, der er noget i vejen med. Det er heller ikke dine øjne, kære læser, der trænger til et eftersyn hos optikeren, hvis du ikke lige synes, det giver mening. Og det er heller ikke en afskrift af seneste henvendelse fra skattekontoret eller et eller andet, som en af tidens hotte rapsangere kvækker løs på det nærmeste diskotek.

Nej, det er en verselinje i skursangen ”Jeg gik i den mørkeste nat”. Den handler om en ung murersvends forskellige genvordighed på vej – ja, hvorhen? Det skal ikke afsløres her, men blot konstateres, at hvis man gerne vil vide lidt om, hvordan der blev sunget og sjoflet i skurene på byggepladserne i tidligere tider, så er der nu udkommet en større samling af ‘Skursange fra før verden gik af lave’.

Det er Søren Jacobsen, søn af en murersvend, som har sat sin båndoptager til, da han fik bragt sin far og hans gamle murerkolleger sammen. Det har ført til en stribe veloplagte og ganske frimodige afsyngninger af for eksempel: ‘Og hør du lille Lise’: ”Og hør du lille Lise, hvor er din gadedør

Den er Holmensgade, hvor den har været før

Fisseknald, faldera og fisseknald faldera

Den er i Holmensgade, hvor den har været før

Herefter følger yderligere en stribe vers, som klart egner sig mere til muntert lag under indtagelse af nydelsesmidler i flydende form end til optryk i et høfligt skrift som BS Nyhedsbrev.

Men bare for lige at give en antydning af, hvad der i øvrigt er med på CDen, så har også ‘Røvens fødselsdag’, ‘I Rævegade i røvens kælder’, ‘Baljepis’, ‘Da hønsehuset brændte’, ‘Kittedag’, ‘Bid den ikke over, venner’, fundet plads blandt de 42 skursange, der som et kulturhistorisk minde er samlet på ”Byggepladsens sange”.

Den er udgivet med støtte af 3F Medie- og Kulturfond, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og TIB Afd. 9 København. (mbp)