Saga med blind plet

Af Viggo Toften-Jørgensen, tømrersvend

Der er for nylig kommet en bog om Søren Langvad, der i en menneskealder var ejer af og enevældig leder af Pihl & Søn. Det er en ganske læseværdig bog, om end med en blind plet, jeg vender tilbage til. Der er måske også skruet lovligt højt op for dramaet på bogens bagside: ”Biografien om Søren Langvad giver et unikt indblik i de dramatiske omstændigheder, der førte frem til Søren Langvads død og Pihl & Søns endeligt.” Herregud: Manden døde som 88-årig, mens han var gået ud at skovle sne. Det er der absolut intet sørgeligt ved – tværtimod er det sådan, vi andre drømmer om at dø.

At Pihl gik på røven, er en helt anden sag. Og retfærdigvis skal det siges, at bogen redegør nøje for de forretningsmæssige dispositioner, der i første omgang fører til at banken overtager aktiemajoriteten (og dermed magten i firmaet) fra Søren Langvad og hans arvinger, og i anden omgang fører til konkurs.

Bogen er udkommet efter Sørens død og Pihls konkurs, men mestendels skrevet før. Sjovt nok bliver det bogens styrke: Den er ikke skrevet som nekrolog, men som en levende fortælling, der bl.a. refererer en del samtaler med hovedpersonen selv.

For denne anmelder er den mest interessante del af bogen den, der handler om Sørens og hans fars store ingeniørprojekter. Det er heldigvis også den største del af bogen.

Sørens far, Kay Langvad, skal lige før krigen stå for bygningen af et vandkraftværk på Island for Højgaard & Schultz. Krigen kommer på tværs, men det lykkes – via Berlin, Genova og New York (og Knud Højgaards gode forbindelser til Nazi-Tyskland) – at komme til Island, og familien følger med. Så Søren tilbringer krigen, altså sin tidlige ungdom, på Island. Sammen med hans islandske afstamning betyder det, som der står i bogen, at danskerne betragter ham som dansker, men islændingene betragter ham som islænding. Hvad der kommer ham til nytte, for Pihl får sine første successer på Island.

Efter krigen køber Kay Langvad sig ind i det skrantende murerfirma Pihl & Søn, som han gradvis overtager og siden giver videre til sin søn.

Sørens egen første opgave som nyuddannet civilingeniør er også et vandkraftværk på Island. Det er lige ved at gå helt galt, da en storm ødelægger dæmningen til det næsten færdige byggeri et halvt år før afleveringen. Men med stædighed og arbejdsomhed lykkes det at redde projektet. Det gennemsyrer i øvrigt bogen, at Sørens fokus er på ingeniørmæssige udfordringer, gerne inden for vandbygning (kraftværker, havne, broer og den slags), mere end på penge. En af hans gamle venner (og ansatte) siger: ”Sådan er Søren! En gentleman. Ordholdende. Generøs. Og modig som en løve. Han har taget sine chancer og aldrig rystet på hånden. Men en stor og stigende omsætning har for ham aldrig været et mål i sig selv. Det er projekterne, udfordringerne, der har optaget ham. Han har virkelig selv haft glæden ved at skabe.”

Så ingen tvivl om, at Søren har haft det sjovt. Han har drevet sig selv til det yderste og opnået fantastiske resultater. Bogen vrimler med eksempler på andre ledere i Pihl, der har haft det ligesådan. Forudsætningen var bare, at man selv gjorde sit bedste og accepterede, at Søren bestemte.Bogens største svaghed er, at den også vil favne det private. Personligt kan jeg sagtens spejle mig i Sørens faglige engagement, mens jeg er noget forbeholden overfor beskrivelserne af Sørens personlighed og familie.

Vi ved alle fra vores egne familier, hvor forskellige meningerne kan være om personlige forhold. Dem vil man aldrig kunne sætte sig helt ind i uden at være en del af det. Så hvis man vil læse sandfærdige historier om privatliv, skal man ikke læse biografier, men romaner – Tolstoj, Steinbeck og den slags.

Helt galt går det, når forfatteren ordret gengiver en samtale mellem Kay og Søren Langvad i 1930 – det er i sagens natur utroværdigt.

Og så er vi kommet til den blinde plet.

Selv siger Søren: ”Jeg voksede op i et hjem med en basal, sund indstilling. Vi lærte at være ordentlige og redelige og pligtopfyldende, at gøre vores og respektere andre.” En projektchef siger: ”- du handler ud fra, hvad du mener er i overensstemmelse med firmaets værdier. Og hvad er de så? Det er jo Sørens værdier. Som at vi skal behandle vores folk ordentligt.”

Det er jo ikke ligefrem, hvad Pihl er kendt for blandt bygningsarbejdere. Som arbejder på adskillige af Pihls projekter kan jeg bare konstatere, at jeg åbenbart ikke hører til blandt ”folk”.

Firmaets advokat siger oven i købet om Operaen: ”Og der kom ingen voldgiftsager, kan jeg så tilføje. I det hele taget var der overhovedet ingen advokatopgaver knyttet til det byggeri, for det blev løst i skøn fordragelighed mellem parterne”. Det gælder da kun, hvis man ikke regner os arbejdere som en af parterne i byggeriet.

Så der mangler noget i bogen. Konflikterne om Pihls mishandling af især udenlandske arbejdere bliver kun nævnt i en bibemærkning på side 273. Jeg vil ellers tro, at en stor del af forklaringen på Pihls problemer og konkurs er, at de i de senere år levede alt for godt op til det smæde-motto, vi bygningsarbejdere gav dem: ”Glæden ved at snyde”.

Man får ikke loyale medarbejdere ved at snyde dem.

Søren Langvad er citeret i bogen for følgende udtalelse om en af de finansfyrster, der tvang Islands økonomi i knæ: ”Det er da helt i orden at gå ud og lave forretninger – og have held med dem. Respekt for det. Men der hører en etik til, og der overbeviser han altså ikke. Der er jo masser af mennesker, som bliver klemt på grund af ham. Og det synes ikke at bekymre ham. Han virker lidt rå, synes jeg.”

Det ironiske er, at det samme kan siges om Søren Langvad.