1. januar 2008

Samvirke-formand stiller op til kampvalg om TIB-toppost

Anders Olesen siger blandt andet om målet for sit kandidatur:

BS

Byggefagenes Samvirke

100%
Til efteråret skal der findes en ny formand for fagforbundet Træ-Industri-Byg. Den nuværende formand, Arne Johansen, genopstiller ikke. Anders Olesen, som både er formand for TIB København og for samvirket, har meldt sit kandidatur. Den anden kandidat er nuværende næstformand i forbundet, Johnny Skovengaard.

Af Lotte Ott

Til TIB Københavns hjemmeside siger Anders Olesen i et interview om grunden til sin opstilling: – Jeg har tit oplevet, at vi lokalt har haft brug for, at forbundene tog initiativer, men at det ikke er sket. Beslutningsgangene har været alt for tunge, og vi har brugt alt for meget tid på at overbevise dem, der tager beslutningerne. Jeg tror, med 14 års erfaringer fra en lokal fagforening, at jeg kan bidrage til at gøre kløften mellem toppen og medlemmerne i fagbevægelsen mindre.


Hvordan?

– Jeg vil bruge formandsposten til at være lydhør over for det, der kommer fra medlemmer og afdelinger. Forbundet skal desuden have en struktur, der lægger op til denne lydhørhed. Både organisatorisk og ressourcemæssigt skal det lokale arbejde styrkes.


Fortsætter du som formand for Byggefagenes Samvirke, hvis du bliver valgt?

– Nej. Men jeg vil arbejde for, at vi på forbundsplan får udviklet et tæt og tillidsfuldt samarbejde med byggeforbundene. Og derudover har vi kongresbeslutning om at arbejde for et træ- og bygningsarbejderforbund. Det er stadig aktuelt.


Har du chance for at blive valgt?

– Det er jo svært at vurdere. Jeg har opbakning fra bestyrelserne i København og Østjylland. Min chance er, at vi får en god debat på kongressen, og at de delegerede, hvoraf mange flere end tidligere kommer fra arbejdspladserne, ikke binder sig på forhånd.


Tror du, jyderne vil stemme på sådan en ‘københavnersnude’?

– Det kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan da sige, at min mormor var fra Randers og min kone er fra Thisted. Og dem har jeg altid haft et godt forhold til.


Topposter i fagbevægelsen plejer at være beklædt af socialdemokrater. Er du medlem?

– Nej, jeg er ikke medlem af noget parti, og jeg skal heller ikke meldes ind hos Socialdemokraterne. Når det er sagt, vil jeg understrege vigtigheden af, at fagbevægelsen er med til udviklingen af et strategisk samarbejde mellem arbejderpartierne, så vi kan få en socialdemokratisk regering med et flertal til venstre.


Kan du med tre ord beskrive de vigtigste egenskaber for en forbundsformand?

– Idérig, mod (til at gå foran) og diplomat.


Kan du sige, hvad de tre vigtigste opgaver for forbundet er?

– Forsvaret af den danske model, skabe den organiserende fagbevægelse, (fagforeningerne tilbage til rødderne), og ungdommen.

Lotte Ott er journalist på TIB9 Nyt.