9. maj 2014

Se til venstre, Mette F. – ikke på Venstre!

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen opfordres til politisk at se til venstre - og ikke til Venstre, når der skal forhandles reform af arbejdsmarkedet.

Byggefags- og elektrikerformand Per Olsen ser fornuftige takter i ministerudspil om arbejdsmarkedsreform. Men peger på uløste problemer om dagpengeudfald og genoptjeningstid.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

At få gjort op med den meningsløse aktivering, som driver arbejdsløse rundt i manegen, får fuld opbakning fra formanden for Byggefagenes Samvirke. Og han hilser det meget velkomment, når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu vil gøre noget ved sagen.

Fornuftige tanker

- Det er klart fornuftigt, at få gjort noget ved det tåbelige kontrol og aktiveringscirkus, den borgerlige regering indførte. Tanken om at få fjernet tvangsaktivering har været et gammelt ønske i fagbevægelsen. Og at få lagt beskæftigelsesindsatsen i de første seks måneder i a-kasserne er fornuftigt, siger Per Olsen, der også ser positivt på at få en øget indsats på opkvalificering og uddannelse til de ledige.

I Byggefagenes Samvirke har man hele tiden påpeget, at meningsfuld opkvalificering igennem målrettet efteruddannelse er vejen frem til job i byggebranchen.

- Vi havde dog gerne set, at tilbuddet om opkvalificeringen fra ufaglært til faglært kunne ske på fulde dagpenge i stedet for 80 % af dagpengesatsen, men retningen er rigtig.

Ikke en spareøvelse

Men Per Olsen har også lyttet til de politiske meldinger fra den blå fløj, og de huer ham ikke.

- Venstre ser forhandlingerne om den nye arbejdsmarkedsreform som en spare øvelse, hvor de vil spare fire milliarder kroner, som skal bruges til skattelettelser, hvilket er dybt asocialt. Så derfor en kraftig opfordring til regeringen om at lave politik ’til venstre’ og ikke med Venstre, lyder det fra samvirkeformanden.

Uløste problemer

Der er imidlertid fortsat en række uløste problemer i Mette Frederiksens udspil, siger Per Olsen:

- Tilbage står, hvad vi gør med de 34.000 ledige, som allerede er faldet ud af dagpengesystemet og i dag er på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, der stopper i 2016. Her er en nedsættelse af genoptjeningskravet til seks måneder et helt centralt krav i at få folk tilbage til arbejdsmarked og det forsikringselement, der ligger i a-kasserne.

Byggefagenes Samvirke bidrager gerne med udviklingen af konkrete løsninger. Derfor har samvirket taget initiativ til at mødes med arbejdsmarkedsordførere fra regeringen og SF og Enhedslisten for at diskutere ministerens udspil i deltaljer. (mbp)