Nyheder | 1. april 2007

Skalmur på polsk i Skanska

Skanska vil have 39 polske skalmurere til at arbejde i tre hold á 13 mand på dette projekt. 3F Trekroner (BJMF) forhandler om vilkår for løn og organisering af de polske kolleger.

Det er med blandede følelser, at man hos murerne i 3F (Bygge, Jord, Miljø) ser på det pilotprojekt, som entreprenørfirmaet Skanska Polen har gang i på Havneholmen ved den nedre del af Københavns havn.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

– Vi har ikke noget imod, at der kommer udenlandske kolleger og arbejder her, siger Jacob Scavenius, som er faglig sekretær i fagforeningens byggegruppe til www.bygsam.dk.

– Hvor det i starten var polske håndværkere, der skulle lave noget arbejde i Fru Jensens køkken, så kommer vi til at se mere af denne her type projekter.

Skanska har nemlig henvendt sig til fagforeningen for at få en drøftelse af, hvordan man skal håndtere pilotprojektet konkret. Det går ud på, at Skanska Polen vil oprette en jobbank for deres ansatte. De skal kunne tage job ved koncernens byggeopgaver i forskellige lande. Konkret drejer det sig om et forsøg over et år, hvor tre sjak a 13 mand skal arbejde med skalmur på Havneholmen.

Ringene fra Askholm

– Jeg tror, at det er erfaringerne fra Askholm i Sydhavnen, som vi nu ser sprede sig som ringe i vandet. Man ønsker ikke at risikere den ballade på dette projekt, man havde derude, siger Jacob Scavenius.

På Askholm var der over et halvt år gniderier, inden det i december sidste år kom til konflikt, fordi en gulvmester fra Tyskland ikke ville lade sine seks folk stå i 3F, og så satte de øvrige fag hælene i.

Åben dialog

Fagforeningen har haft møde med virksomheden, og selv om man ikke som sådan har indvendinger mod polske murere på ordnede vilkår, er der alligevel en række spørgsmål, der rejser sig: Hvorfor tage polske murere, når der går danske akkordsjak ledige? Hvad med de lærlinge, som mangler praktikplads? Hvorfor har Skanska droslet sin egen murerafdeling ned?

– Det drejer sig også økonomien her, siger Jacob Scavenius, det er skattetænkning. Samfundsøkonomisk kommer der færre penge i kassen, og der er udgifter til dagpenge til ledige danske murere.

Hos BJMF følger man projektet og vil sikre de faglige forhold for de polske murersjak. I et brev til Skanska hedder det, at man ønsker en åben og fornuftig dialog med virksomheden, også i fremtiden. (mbp) Læs om konflikten på Askholm