Skolepraktik lukker huller

Unge i lære har brug for skolepraktik som en buffer i uddannelsen. Men giv dem OK-løn i skolepraktiktiden – det vil sænke frafaldet, siger uddannelsessekretær.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Hovedparten af unge lærlinge bliver uddannet i firmaerne. Det viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet, som arbejdsgivernes blad Agenda har fået foretaget. Det er således kun en lille del af de unge, der gennemfører hele deres uddannelse i den såkaldte ’skolepraktik’.

Buffer
Det glæder uddannelsesansvarlig i 3F Bygge, Jord og Miljø, Bjarne Petersen at hovedparten får deres uddannelse i virksomhederne. Men han påpeger, at man er nødt til at se skolepraktikken i lyset af situationen i de forskellige fags særlige forhold.

- Der er meget stor forskel på brancherne. Inden for byggeriet oplever vi, at skolepraktikken bliver brugt til at sikre en lærling nogle korte uddannelsesaftaler ude i firmaerne, og ind imellem dem, kan han så komme i skolepraktik. Det er fint, og jeg tror, at sådanne korte aftaler – om man kan lide det eller ej – er kommet for at blive.

Bjarne Petersen ser også, at de korte aftaler har bidraget til, at nogle mere specialiserede firmaer, som ellers ikke tager lærlinge, fordi de ikke kan tilbyde en bred uddannelse, tager unge ind på korte aftaler.

- De kan for eksempel stå med en større opgave i en periode, og så få en lærling ind, det ville de ikke gøre ellers, siger Bjarne Petersen.

Forklaring på frafald
Imidlertid er Bjarne Petersen bekymret for frafaldet fra skolepraktikken. Ifølge Agenda-opgørelsen, så drejede det sig i 2012 om knap 1.300 elever.

- Det er der dog ofte en fornuftig forklaring på, siger Bjarne Petersen, når de unge kommer tilbage fra en aftale i et firma og til skolen, så går de fra overenskomstmæssig løn til en godtgørelse. Det tvinger mange ud.

Så du mener ikke, at frafaldet skyldes skolepraktikkens indhold, men elevernes økonomiske situation på skolen?

- Det er en væsentlig del blandt flere årsager. Giv dem i ok-mæssig løn, det vil holde på dem.

Pendler mellem to systemer
Men hvis man er i en virksomhed, så bidrager man til firmaets produktion, det gør man ikke på en skole. Læser du til lærer, så får du jo også kun SU og ikke en lærerløn.

- Der er man  nødt til at se på, at de unge pendler ind og ud mellem to forskellige systemer: i virksomhederne og på skolen. Jeg mener, at man må se på, at skolerne skal kunne lavet noget egenproduktion ud af huset.

Men det vil du få problemer med mestrene om, de vil se det som en trussel mod dem?

- Så kan de jo bare tage nogle lærlinge. Det har været et gammelt LO-forslag tidligere, men så langt vil regeringen ikke gå. Det er helt tosset. Vi har jo før set, for eksempel på teknisk skole i Odense, hvordan eleverne har bygget et hus til afgangsprøven, og så har man skåret det op bagefter. Det er ikke på den måde, man får motiveret de unge, siger Bjarne Petersen. (mbp)

Byggefagenes Samvirke inviterer til debatmøde onsdag den 12. februar kl. 16 om fremtidens erhversuddannelser - se mere, klik her