Social dumping i skrædderiet

Festival for arbejderhistorie lørdag den 10. maj i Arbejdermuseet byder på en række foredrag om mange forskellige sider af arbejderhistorie: social dumping, lærlingekamp, socialistkvindetopmøde på Jagtvej 69, unge under Den Kolde Krig og meget andet.

Lyder dette bekendt: mestre bruger underbetalt arbejdskraft til at presse lønnen? Arbejderhistoriefestival lørdag den 10. maj trækker blandet andet historien om social dumping op fra for 100 år siden og til idag.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Opfindsomheden hos mestrene med hensyn til at presse lønnen er kendt i byggeriet. Og siden åbningen af grænserne i EU i 2004 har løndumping været en stor udfordring på arbejdsmarkedet, ikke mindst i byggeriet.

Men løndumping er ikke nogen ny opfindelse, udtænkt i dag af smarte bagmænd og skumle typer i byggeriet, transporten, landbruget og servicesektoren. Den har altid eksisteret. Og altid været en situation, som fagbevægelsen har skullet forholde sig til.

Skrædderdumping

For eksempel som det skete i 1910'erne og 20'erne i København blandt skræddersvendene. Dengang brugte for eksempel tøjgrosserer W. Schilder russisk-jødiske skræddere og syersker, som var kommet til Danmark på flugt fra jødeforfølgelser i zarens Rusland, til at presse lønnen.

Han syede uniformer for DSB på sit skrædderi. Men nogle af opgaverne sendte han hjem til de flygtede skrædderer, som på privaten syede i underentrepriser - ikke til skrædderpriser, men til syerskerpriser.

Det blev Skrædderforbundet oprørt over, og formand for forbundet, Villiam Arup, krævede, at staten indførte lønklausuler på statslige opgaver såsom DSB-uniformerne.

Det fortæller historiker Morten Thing, når han på Arbejderhistoriefestivalen lørdag den 10. maj kl. 12 holder foredrag i Arbejdermuseet i Rømersgade 22.

Gratis festival

Dette foredrag er et blandt et stort udbud af foredrag, diskussioner, film og rundvisninger, som Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) i samarbejde med Arbejdermuseet byder på hen over hele lørdagen på den første Arbejdershistoriefestival. En række fagforeninger - herunder fra Byggefagenes Samvirke - har støttet festivalen økonomisk, så det er muligt at gøre det gratis at deltage. (mbp)

Se hele programmet på: www.sfah.dk - og læs festivalavisen - klik her