Chefforhandler for byggefagbevægelsen ser de igangværende ok-forhandlinger som et skridt på vejen.
De to krav, som sidder allerøverst i hejset ved kommende overenskomstforhandlinger, er indførelse af et akkordafsavnstillæg og etablering af en pligt for arbejdsgiverne til at sikre, at der er overenskomst i de firmaer, som hentes ind som underentreprenører.
Det sagde forhandlingsleder for byggefagbevægelsen, Peter Hougård Nielsen, da han deltog på en konference om social dumping i Byggefagenes Hus den 18. januar.
– Det mest vidtgående krav er indførelse af et kædeansvar. Det er et rigtigt krav. Men vi bliver nødt til at være realister. Og derfor er der to krav, der ligger højere – nemlig akkordafsavnstillægget og 3. partsforpligtelsen – i hejsen, sagde han og understregede, at indførelse af et egentligt kædeansvar stiller spørgsmålet om, hvor skillelinjen går mellem, hvad der er overenskomststof og hvad der er lovgivning.
– Vi skal ikke have lovgivning ind på overenskomstområdet. I stedet skal man se et kædeansvar som bestående af initiativer. 3. partsforpligtelsen er jo egentlig et kædeansvarsskridt i overenskomstsammenhæng, siger han.
Han pegede også på, at der er en række andre tiltag, som skal sikres for at bekæmpe social dumping: det skal være social uacceptabelt at bruge underbetalt arbejdskraft for eksempel. Ligesom han også gerne så et ID-kort indført: – Den gamle regeringen har haft forslaget liggende uden at gøre noget, men nu har vi fået en ny regering, så det skal sættes i søen. (mbp)