De svenske bygningsarbejdere tændte fakler for lige vilkår og fair konkurrence ved et møde i Malmø, hvor også formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, talte. Læs hans tale her.
På vej hertil kørte jeg over Øresundsbroen. Den er bygget af danske, svenske og udenlandske arbejdere, og den symboliserer, at vi er tæt forbundne som fagforeningsfolk på begge sider af Øresund.
Vi har de samme interesser – nemlig at sikre lige vilkår på arbejdspladserne.
For nogle år siden havde vi i byggefagene i København en meget langvarig faglig konflikt med et polsk firma, som byggede om på en beboelsesejendom skråt over for vores fagforening. De nægtede at tegne overenskomst og forsøgte at hindre, at deres medarbejdere kom i kontakt med fagforeningen.
Det var naturligvis en provokation, og de arbejdsløse medlemmer af vores fagforening organiserede derfor en blokade mod firmaet. Konflikten kørte i lang tid, og på et tidspunkt begyndte det polske firma at løbe tør for materialer.
Dem kunne de ikke få fra danske leverandører, fordi de var omfattet af sympatikonflikt. Men så forsøgte de at køre materialerne ind fra Sverige i deres private biler.
Det var her, at vores samarbejde på tværs af Øresund mellem byggefagene i København og Byggnads i Malmø viste sin styrke. For for at stoppe denne trafik, gik I som Byggnads-fagforening ind og blokerede, at de kunne få materialer.
Se: • Det er international solidaritet!
• Det er fagligt samarbejde!
• Det er kamp for fælles mål! Og det endte da også med, at vi til sidst fik en overenskomst.
Når vi i dag samles for at kræve lige vilkår for lige arbejde, så er det i et forsvar mod den undergravning af de overenskomster, som vi slås for at bevare på begge sider af Øresund. Det er ikke – og det kan ikke understeges tilstrækkeligt – fordi vi ikke vil være solidariske med vores kolleger fra Tyskland, Polen og andre europæiske lande.
De kommer, fordi de mangler arbejde derhjemme. De kommer, fordi de vil tjene penge til deres familier. De kommer, fordi de ikke har mange andre valg.
For dem, er det overlevelse. Men for deres arbejdsgivere – og for nogle af vores politikere! – er det noget helt andet, der er på spil.
Disse bagmænd vil ikke bare tjene penge. De vil undergrave vores faglige rettigheder og traditioner og vores solidaritet.
Derfor er det helt og aldeles afgørende, at vi forstår at bygge en solidaritet op mellem os og de arbejdere, som kommer hertil.
Det er svært. Det er et stykke arbejde, som er fyldt med huller i vejen. Og det er en udfordring, som indeholder faren for at skabe modsætninger, som splitter os efter nationale grænser.
Dette problem er ikke blevet mindre i takt med den økonomiske krise. Med stor arbejdsløshed – ikke bare i Danmark, men i store dele af Europa – er der alvorlig fare for, at højreekstremistiske kræfter får held til at splitte os. Se bare på, hvad der sker i Sydeuropa og nogle af de østeuropæiske lande. Her driver arbejdsløsheden unge mennesker direkte i armene på nyfascistiske bevægelser og partier.
I den situation er det helt centralt, at fagforeningerne forstår at give den frustration og vrede, som naturligt følger af arbejdsløshed, en solidarisk retning – og ikke en ekstremistisk retning.
I byggefagene i Danmark siger vi:
Vi er ikke fagforening for danske bygningsarbejdere – vi er fagforening for bygningsarbejdere i Danmark!
