Stem nej til OK2017-forlig, siger 3F-byggefagforening

En enig bestyrelse i den københavnske byggefagforening 3F Bygge, Jord og Miljø tager skarpt afstand fra OK-forliget i byggeriet.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Der var ikke tvivl i bestyrelsen i byggegruppen i 3F BJMF, da der skulle tages stilling til overenskomstforliget. Det blev et ’rungende Nej’, som det hedder i en pressemeddelelse fra formanden for byggegruppen, Jens Kirkegaard.

Hovedet på sømmet var dels de fem timers udvidelse af arbejdstiden, som arbejdsgiverne får ret til at diktere. Dels at der ikke er kommet noget kædeansvar med i forliget og ingen markant forhøjelse på mindstelønnen.

- Nedslidning og arbejdsmiljø er noget af det væsentligste for vores kolleger, ikke mindst i lyset af den høje pensionsalder, siger Jens Kirkegaard og fortsætter:

- Der kom intet kædeansvar eller markant forhøjelse af mindstelønnen, som var de to vigtigste krav i kampen mod social dumping.

Derfor opfordrer bestyrelsen i gruppen medlemmerne til at stemme nej.

- Heldigvis har alle de berørte medlemmer af fagforeningen stemmeret til forliget. Jeg skal på det kraftigste opfordre alle kolleger til at stemme - uanset om det er ja eller nej. Vi kan aldrig tage demokratiet for givet, derfor brug det, siger Jens Kirkegaard. (mbp)