Sikkerhedspatrulje mødte en møgbeskidt byggeplads på Bispebjerg Hospital, hvor kvartsstøv flød over alt.
I kroge og hjørner ligger byggestøvet tykt i det kommende vaskeri og opredningsafsnit for sygehussenge på det store københavnske hospital på Bispebjerg.
Da Byggefagenes sikkerhedspatrulje dukker op på pladsen den 30. oktober er det syn, der møder dem, en møgbeskidt plads.
- Vi kunne umiddelbart se, at den var helt gal, siger sikkerhedsmand Niels Bergløv. Derfor gik vi straks til byggeledelsen og gjorde opmærksom på problemet med svineriet. De fik da også hurtigt sat nogle folk til at støvsuge. Sådan noget er simpelthen ikke i orden.
Da pladsen blev besøgt igen 17. november var problemet der imidlertid igen. Støv alle vegne, og igen måtte byggeledelsen iværksætte en hurtig rengøring.
Har påpeget problemet
De københavnske elektrikeres blad LysStyrke har spurgt byggeleder på pladsen Bjarne Kjær fra Julius Nielsen & Søn, hvordan det kan være, at de ikke sørger for, at der bliver holdt ordentlig rent?
- Det er noget med indstillingen hos de forskellige fag. Folk er lidt ligeglade.
Går I ikke hårdt nok til firmaerne?
- Det ved jeg ikke. Vi har påpeget det flere gange, og vi har også sagt, at det kommer til at koste dem. Så det ville være rart, hvis folk tog deres ting med sig. Det burde de respektive mestre sikre sig, siger Bjarne Kjær.
Men det er jo jer, der er ansvarlige i sidste ende?
- Altså, vi siger det, og vi skriver også regninger på rengøring ud. Hvis man kunne få det ind i kontrakterne i de enkelte firmaer, at der skulle gøres rent, ville det helt sikkert hjælpe.
Pladsen blev støvsuget og rengjort mandag den 17. november, og er færdig til overdragelse en uge derefter.
Stenlunger og kræft
Byggestøv er ikke bare nullermænd. Nej, det er det farlige kvartsstøv, som findes i mange byggematerialer.
- Hvis man indånder det, når det ned i lungerne og kan medvirke til at udvikle stenlunger eller lungekræft, siger Niels Bergløv til bygsam.dk. Det problematiske ved netop kvartsstøv er, at virkningerne af at have indåndet det, først viser sig mellem 20 og 40 år efter.
- Så folk kan have gået et helt arbejdsliv efter at have fået det i lungerne, og det er først, når de går på pension, at de rigtig mærker virkningerne og bliver meget syge, siger Niels Bergløv. (mbp)
Artiklen står i det seneste nummer af LysStyrke (4-2014), som er medlemsblad for elektrikerne i København.