Sikker­hed og miljø | 6. oktober 2014

Stilladskontrol i byggeriet

- Vi skal have ryddet op i den forkerte brug af stilladser, siger arbejdsmiljøsekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø, Freddy Ridderhaugen. I uge 41 bliver københavnske stilladser besøgt for at få rettet til og oplyst om regler for de rigtige mål og størrelse på facadestilladser.

Har jeres stillads den rigtige bredde og styrke? Det undersøger arbejdsmiljøfolk fra 3F Bygge, Jord og Miljø i uge 41, hvor sikkerheden sættes i centrum for en kampagne, siger Freddy Ridderhaugen, sikkerhedsformand i Byggefagenes Samvirke.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Fald og snubleskader skal der gøres noget ved. Og det kan faktisk godt lade sig gøre at få nedbragt ulykker af netop denne type. Hvis man vil.

Det siger arbejdsmiljøsekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø, Freddy Ridderhaugen. Han står i denne uge (nr. 41) i spidsen for en stilladskampagne, som blev sat i værk mandag morgen. Hele ugen vil stilladser i det storkøbenhavnske område få besøg af sikkerhedsfolk, som vil oplyse om de regler, som den nye branchevejledning om systemstilladser opstiller.

- Der skal ryddes op i den brug af stilladser med forkerte dimensioner, der foregår. Det er især, når det drejer sig om forskellige mureropgaver og tømreropgaver med isætning af vinduer, at vi ser fejl, siger Freddy Ridderhaugen.

Hvorfor er det nødvendigt med sådan en kampagne?

- Vi har oplevet, at de projekterende og udførende er ligeglade med reglerne. De gør, som de plejer, og det giver ulykker og skader for eksempel på for smalle stilladser eller med for tunge løft på for lidt plads.

- Problemet er, at de projekterende kun ser på indtjeningen, men de overser, at der også er en produktivitetsfremmende effekt af ordentlig brug af reglerne.

Ud over den direkte vejledning på pladsen, så deler sikkerhedspatruljen oplysningsmateriale ud. I det gennemgås de grundlæggende principper for bredde, lastklasse og i hvilke situationer, der skal arbejdes efter de nye regler. (mbp)

Materialer om reglerne kan hentes på: www.bar-ba.dk og på www.arbejdstilsynet.dk