Nyheder | 1. oktober 2011

Storentreprenør i vikarsag

Byggefag advarer NCC-tillidsfolk mod inter­na­tionalt vikarbureau, som bygger i Høje-Taastrup, Helsingør, Frederiksværk og på universitet i København.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Frustrationen over arbejdssituationen på de danske handicaporganisationers nye domicil på Hallands Boulevard i Høje Taastrup er næsten til at tage og føle på hos Kurt Arend Hansen, næstformand i 3F Høje-Taastrup (foto). I en redegørelse til de øvrige fagforeninger i samvirket om situationen siger han: – Så snart vi hørte om byggepladsen, tog vi kontakt til dem på pladsen. De var meget overraskede, fortalte de, da de ikke på nogen af de tidligere byggepladser, som sjakket har været på rundt om i Europa, har oplevet, at fagforeningen var så hurtig ud.

Europæisk netværk

De polske byggefolk og deres irske sjakbajs arbejder for det internationale byggevikarfirma Atlanco Rimec. Med et hovedsæde i Dublin i Irland opererer det over hele Europa, ifølge fagforeningen primært med brug af arbejdskraft fra Østeuropa.

Atlanco har ud over hovedsædet i Irland kontorer i Storbritannien, Polen, Cypern, Rumænien, Portugal, Tjekkiet og Schweiz, oplyser de selv.

De svenske byggefag i Malmø, Byggnads, har ifølge fagforeningen også haft problemer med firmaet.

Atlanco Rimec opererer i Danmark gennem en særligt oprettet afdeling – Atlanco Aps – som har adresse hos Aktieselskabet Stakemann i København.

48 timersmøder

Der har været afholdt to ‘48 timers’-møde mellem 3F og Dansk Byggeri, hvor der blev givet en frist på tre uger til at få en række forhold i orden om kontrakter, personregistrering, skat og ophold, pension og feriekonto.

Kurt Arend Hansen fortæller videre, at man fik en god kontakt med de ansatte, havde møder og man hyggede sig også med en grillfest i sommer.

– Men derefter har der været lukket fuldstændig, forklarer Kurt Arend Hansen og uddyber, at det ikke har været muligt at få lokalforhandlinger i gang. Den arbejdstidsaftale, som de ansatte er blevet bedt om at underskrive, forelå kun på dansk, så de har reelt ikke vidst, hvad de gik ind på.

Skattetræk

Byggefagenes Samvirke går nu ind i sagen og retter henvendelse til tillidsfolkene i NCC, der som hovedentreprenør står for byggeriet af HandiHuset. I et brev skriver man, at firmaet havde trukket skat på de første lønsedler – ca. 50 % af bruttolønnen – og at den reelle betaling for en måneds arbejde derefter er ca. 7.500 kr.

”Vi kan roligt stille os selv spørgsmålet – og lade svaret flyve i vinden: Hvem tilfalder og har gavn af den tilbageholdte skat, når der ikke er noget CPR-nummer at registrere skatteindbetalingen på? Næppe vores polske kolleger!”, hedder det.

Tillidsfolk i NCC

I brevet til tillidsfolkene hos NCC opfordrer byggefagene til, at ”tillidsfolkene i fællesskab rejser problemstillingerne og forholdene over for NCC”. Og man skriver videre: ”Atlanco ApS tjener direkte på at have dem ansatte. Men NCC tjener også på, at de ved hjælp af underentreprenører får bygget deres ”hus” til en anden pris, end den de skulle betale, hvis det var dansk arbejdskraft hele vejen igennem. Vi finder i Byggefagenes Samvirke, at det er en kynisk udnyttelse overenskomsterne og af de danske registreringsregler alene tjener det formål at maksimere aktionærernes indtjening.”

På nuværende tidspunkt kender fagforeningen til, at Atlanco ud over på HandiHuset har folk på job på NCC-byggepladser i Helsingør, i Frederiksværk og på Københavns Universitet på Amager. (mbp)