‘Dine dage er talte’. Det er den besked, som jord- og betonarbejder Jan netop har fået fra chefen for LM Gruppen, Søren Knudsen (foto tv.). Jan har kort forinden sagt, hvad han mener om de to strejkebrydere, som LM Gruppen har hentet ind for at lave konfliktramt arbejde.
bygsam.dk møder Jan på pladsen foran skuret. Han er vred. Han kan dårligt opfatte chefens udtalelser det som andet end fyringstrusler, siger han.
Stedet er banelegemet tæt på Københavns Hovedbanegård, hvor sporudvidelsen af den nye bane til Ringsted forberedes.
I skuret sidder 14-15 af Jans kolleger, alle er de organiserede medlemmer af BJMF og Dansk El-forbund, siger Jan. De har sat sig ‘på røven’. Det har de gjort siden onsdag den 11. januar. De er utilfredse med, at firmaet ikke vil indgå overenskomst med deres fagforening.
Lovlig blokade
Foran indkørslen til Bane Danmark-området har ca. 30 faglige aktivister fra Jans fagforening, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejderenes Fagforening (BJMF), taget opstilling for at bakke op om den reglementerede fagligt blokade, som fagforeningen har indledt mod firmaet.
Erik Olsen (foto th.) som er sekretær i fagforeningen, siger til bygsam.dk, at der er tale om en fagligt aktion ‘helt efter bogen’.
Og hvad med sympatikonflikt?
– Den er på vej i de nærmeste dage, siger Erik Olsen.
Bortvist
Erik Olsen er sammen med sin kollega fra BJMF, Ulla Usbeck, omkring kl. 11 kommet på pladsen for at mødes med de konfliktende.
Men chefen har bortvist dem med henvisning til, at kun Ulla Usbeck har sikkerhedsgodkendelse til at besøge Bane Danmark-arealer. En bortvisning hun ikke anerkender, idet sikkerhedsafstanden til sporene på skurpladsen er inden for de gældende regler.
Blokade til aftale
Pludselig kommer Søren Knudsen hen til gruppen af blokadevagter og begynder at forhandle med Erik Olsen. Søren Knudsen er villig til at mødes med fagforeningen mandag morgen, siger han. Men så skal blokaden også ophæves, er modkravet.
– Det er i orden med forhandlingerne, men vi ophæver ikke blokaden, før der er skrevet under på en overenskomst, siger Erik Olsen, som vil have sikkerhed for, at Søren Knudsen også mener det alvorligt med sit tilsagn om at forhandle.
– Vi kan også sætte os nu, og skrive en overenskomst, tilbyder Erik Olsen. Men det afviser Søren Knudsen med bemærkninger om, at de folk, han skal have med fra ‘sit bagland’ skal være tilstede. Det har han fået at vide af et firma, der kalder sig personaleafdelingen.dk, som han har konsulteret, siger han.
Efter noget frem-og-tilbage om tid og sted, forlader Søren Knudsen blokaden, kører sin transportvogn væk fra indkørselsområdet og går tilbage til skuret.
Det er herfra, at Jan kort efter kommer ud. Vred over behandlingen, han har fået. Jan har arbejdet for LM Gruppen knap et halvt år, fortæller han.
Forhandlinger
Et højt råb kalder efter nogen tid blokadevagterne sammen, og Erik Olsen fortæller, at man har fået forhandlet en plan igennem med Søren Knudsen. Mandag morgen mødes parterne for at drøfte en overenskomst, arbejdet lægges stille indtil da, og til gengæld ophæves den fysiske blokade.
– Tak for støtte, og vi vil meget gerne kunne trække på jeres støtte igen, hvis det bliver nødvendigt, siger Erik Olsen. (mbp)