Svend og mester i protest mod social dumping-lovforslag

Byggefagenes Samvirke og Dansk Håndværk i deputation til Folketinget i anledning af lovforslag fra V-regeringen om oprettelse af en social dumpingfond. Den krænker retsbevidsheden og hjælper ikke.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Det forslag, som beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har fremsat efter inspiration fra LO og Dansk Arbejdsgiverforening, krænker retsbevidstheden hos mange i byggeriet, for det er de ordentlige, der betaler for fuskerne. Og så hjælper det ikke alle, der bliver snydt.

Det er de synspunkter, som repræsentanter for Byggefagenes Samvirke og arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk vil præsentere medlemmerne af Folketingets Beskæftigelsesudvalg for, når der onsdag den 18. maj er foretræde for udvalget.

I en pressemeddelelse hedder det:

"Regeringen har fremsat et forslag til lov (L177), som opretter en fond, der skal dække løntab for udlændinge i byggeriet, hvis de bliver snydt af deres udenlandske mester. Pengene skal hentes gennem et bidrag, som alle arbejdsgivere pålægges – også dem, der har orden i sagerne og betaler, hvad de skal efter overenskomsterne.

- Det her er et hovsa-forslag. Vi har svært ved at forstå, hvorfor virksomheder, der opfører sig ordentligt og betaler overenskomstmæssig løn og skat skal betale for de udenlandske firmaer, der ikke gør det, siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, som mener, at det er krænkende for retsbevidstheden.

Hos Byggefagenes Samvirke, der samler alle byggefagforeninger i København, deler formand John Ekebjærg-Jakobsen den opfattelse og tilføjer:

- Arbejdsgivere og lønmodtagere på det etablerede arbejdsmarked skal med lovforslaget ud af lønsummen betale for de udenlandske arbejdsgivere, som snyder de udstationerede – det er ikke nogen solidarisk løsning i vores øjne.

Morten Frihagen efterlyser, at man undersøger alternative muligheder, herunder fx deponering af et beløb i forbindelse med udførelse af grænseoverskridende arbejde og kædeansvar. Politikerne er nødt til at finde en holdbar løsning, som både virksomheder og medarbejdere har forståelse for, mener han.

John Ekebjærg-Jakobsen peger på, at byggefagene længe har ønsket et såkaldt ’kædeansvar’, hvor alle led ned i byggekæden er dækket af overenskomst.

- Et kædeansvar – gennem overenskomst eller lovgivning – er helt i overensstemmelse med ’den danske model’, og jeg må lægge klar afstand til synspunkter om, at det skulle føre til, at der så også skal lovgives om lønnen. Det er ganske enkelt noget vrøvl, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Dansk Håndværk og Byggefagenes Samvirke går nu sammen i deputation onsdag den 18. maj kl. 10 til Folketingets Beskæftigelsesudvalg for at få en dialog med politikerne."(mbp)

Læs Dansk Håndværks høringssvar til L177 – klik her og høringssvaret fra Byggefagenes Samvirke (i bunden af artiklen) – klik her