Talrige sikkerhedsbrud i Skt. Knuds Vej-kælder

Polsk byggefirma fik talrige påbud af Arbejdstilsynet under kontrolbesøg - sammenstyrtningsfare, snublerisiko, manglende sikkerhedsfodtøj, åbne strømtavler og ledninger i mudder. Det fremgår af en sikkerhedsrapport, som Arbejdstilsynet har udarbejdet efter to besøg på pladsen i forsommeren.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Da repræsentanter fra Arbejdstilsynet (AT) besøgte kælderudgravningen på adressen Skt. Knuds Vej 26 på Frederiksberg i slutningen af maj måned, var arbejdspladsen fyldt med sikkerhedsproblemer.

Det fremgår af en rapport fra tilsynet, som bygsam.dk er i besiddelse af.

Der blev udstedt tre såkaldte ’strakspåbud’ ved det første besøg. For det første skulle virksomheden Uslugi Remontowa Wykonczeniowz (URW) sørge for, at medarbejderne på pladsen brugte værnefodtøj.

”Det er ATs vurdering at arbejdet er forbundet med risiko for alvorlig personskade i form af fodskade ved eventuel klemning af fødder eller ved at træde spidse emner op i gennem fortøjet”, hedder det i rapporten, som også indeholder billeddokumentation af forholdene.

Blandt andet kan man se noget, der ligner et ’køkken’ og består af en plade, der ligger på den bare jord, og hvor madvarer og el-koger står fremme.

Snublefare

For det andet kunne man konstatere snublefare.

”Ulykkesrisikoen bestod i snublefare ved afstand mellem trappetrin (paller) samt rundt om udgravningen hvor man skulle passere hen over løs dørplade”.

Og endelig konstaterede AT, at den var gal med strømmen. Blandt andet var der direkte adgang til el-tavle med spændingsførende komponenter, der var ingen beskyttelsesleder på stik og forlængerledninger, som flere steder var sat sammen efter hinanden og lå i mudret jord.

Igen påbud

Da Arbejdstilsynet en lille uges tid efter, den 4. juni, kom forbi igen, var det selve udgravningen, den var gal med. Og der blev igen udstedt strakspåbud:

”Virksomheden (påbydes) at sikre de lodret gravede sider mod sammenstyrtning og nedfald af natursten i udgravningen; at etablere en sikring mod nedstyrtning i udgravningen i kælder; at etablere forsvarlig adgang fra terræn i kælder til bunden af udgravningen.”

Firmaet URW er ikke længere på pladsen, og arbejdet udføres i dag af et andet polskejet firma, Ocean Services Group. Det har ikke været muligt for Byggefagenes Sikkerhedspatrulje at få adgang til pladsen, så hvordan forholdene i dag er, kan de ikke oplyses.

Torsdag den 23. oktober om morgenen gennemførte fagforeninger og den faglige polske klub i Byggefagenes Samvirke en lovlig aktion foran byggepladsen. Det skete ifølge formand for samvirkets organiseringsudvalg, Carsten B. Hansen, for at lægge pres på Ocean Services Group til at få indgået en overenskomst, så de ansatte kan få ordnede løn og arbejdsforhold. (mbp)