På vej igennem krisens 2. år lyder der nu nye toner i forholdet mellem byggearbejdsmarkedets parter. Det viste sig på en konference arrangeret af Byggefagenes Samvirke torsdag den 8. oktober. Her diskuterede direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, Børge Elgaard, forsvaret af Den Danske Model med næstformand i LO, Lizette Risgaard, og samvirkeformand Anders Olesen. På flere områder viste der sig fælles interesser.
Torsdag den 8. oktober – dog under noget mindre medieopmærksomhed og betydelig mindre drama – blev der også ‘danset’ tango et andet sted i København, nemlig i Byggefagenes Hus på Nørrebro.
Her mødtes byggeriets arbejdsgivere og fagbevægelsen til en fagpolitisk svingom, som anslog nogle nye takter og toner mellem parterne, der ellers ofte har været på kollisionskurs. Som for eksempel da Byggefagenes Samvirke i november 2007 gennemførte en aktion på de københavnske byggepladser for at kortlægge løn- og arbejdsforhold for de udenlandske arbejdere. Da udsendte direktør i Dansk Byggeri, Børge Elgaard, en bandbulle og kaldte samvirket for en selvbestaltet aktionsgruppe, som ikke var velkommen på byens byggepladser.
Men presset af krisen og i erkendelse af, at det er nødvendigt, at parterne står sammen om at forsvare Den Danske Model – altså at arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig frem til løsninger uden politiske diktater og regler – nærmere man sig på flere områder en fælles forståelse af, hvad der skal til.
– Den Danske Model er truet, siger Børge Elgaard og henviser til, at både fagbevægelsen og arbejdsgiverne mister medlemmer for øjeblikket. Det skyldes ikke kun, at folk går på pension eller at små virksomheder lukker ned, men hænger også sammen med krisen og den ændrede situation på byggeområdet.
Han fremhæver dernæst, at hvis ikke partner formår at tegne branchen – på begge sider – så er organisationernes rolle udspillet, og så vil politikerne komme på banen med lovgivning.
Ikke god forretning
Børge Elgaard siger videre, at det ikke i enhver situation er nogen fordel for Dansk Byggeri med de polske firmaer som medlemmer. På nogle af dem bruges der rigtig mange kræfter for at få dem til at overholde overenskomster, så mange, at det netto ikke er sikkert, at det er en god forretning set i forhold til deres kontingent i Dansk Byggeri.
– Det problem, vi står over for lige nu – ud over faldende dækning – er, at der også er flere og flere, der siger: Vi vil ikke overenskomst, men stå uden for. Nogle gange lykkes det at få dem med. Men andre gange smuldrer det, og flere kører uden overenskomst, og de har den opfattelse, at det er en mafialignende sammensværgelse, de står over for.
Spiller med på skørmt
En anden kategori af firmaer, som Dansk Byggeri slås med i egne rækker, er dem, der siger, at de vil indgå overenskomst, som også skriver under og som foregiver at ville følge regler og aftaler. Dem giver Børge Elgaard ikke meget for. De spiller med, men gør det kun tilsyneladende.
– De lader som om de spiller med, men betaler aldrig løn, pension og kontingent. Under denne kategori er der dem, der forsøger at snyde systemet. Arme/ben-firmaer, platugler, som I kalder dem. Enkeltmandsfirmaer, som vi siger. Mange driver et seriøst lille firma. Men arme-ben er en måde at omgå systemet på.
Børge Elgaard vil ikke forsvare dem, men siger samtidig:
– Vi må vænne os til, at der altid vil være platugler. Bare tag de eksempler på de mange polske virksomheder, hvor det ser ud som om virksomheder og medarbejderne hjemmefra har aftalt lønnen. Det er edderbukme svært at hamle op med den slags, siger Børge Elgaard.
Han ønsker, at det lykkes for fagbevægelsen at få organiseret nogle medlemmer på pladserne for ad den vej at få indsigt i, hvordan løn- og arbejdsforholdene er.
Hertil siger Lizette Risgaard:– Der er nogle af de ting du siger, som vi ikke bliver uenige om: vigtigheden af at beskytte Den Dansk Model. Men hvis vi skal beskytte den, kræver det, at vi sammen skal være med til at overenskomstdække. Det med at nogle har mulighed for at holde sig uden for, det går ikke.
– Når vi kigger fremad, så skal arme-ben-firmaerne også være organiseret. Der skal ikke være forskel på danske og udenlandske firmaer. De samme regler skal overholdes begge veje. Det, der foregår i dag, undergraver ikke bare os som fagbevægelse, men også firmaerne. Og den unfair konkurrence underbyder de danske arbejdspladser.
Fælles kritik RUT
Lizette Risgaard fremhæver, at det, der foregår, også handler om social dumping. Hun understreger, at fagbevægelsen bakker op om arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa.
– Men vi vil have, at straffene for overtrædelse af aftaler og regler skærpes. Bødestørrelsen i dag stopper ikke visse arbejdsgivere fra at omgå regler. Vi er nødt til at kunne komme ind på pladserne og se, hvem der er der, hvis vi skal overenskomstdække dem, siger hun og peger på, at det er nødvendigt med nogle kontrolredskaber for at følge op fra fagbevægelsens side.
Hun nævner et ID-kort til alle og personnumre til udenlandske arbejdere fra første dag, og en bedre registrering i det såkaldte RUT-register, som hun siger fungerer skandaløst.
På det punkt er hun enig med både Børge Elgaard og Anders Olesen, som begge tilslutter sig, at her må en fælles henvendelse til politikerne være på sin plads. Og Børge Elgaard siger:
– RUT-registret er vores værktøj, når vi skal tegne overenskomster. Der har vi taget hinanden i hånden og sagt, at det ikke fungerer godt nok. Det har politikerne lyttet til og stramme op. Men det er ikke nok. Vi skal som minimum have, at enkeltmandsfirmaerne bliver registreret.
Ansvar
Et af punkterne i byggefagenes program drejer sig om det såkaldte ‘solidaransvar’, altså at bygherren er ansvarlig for at sikre, at en underentreprenør kan overholde sin forpligtelser i forhold til de ansattes løn- og arbejdsforhold. På dette punkt viser debatten, at her er der ikke enighed mellem parterne.
Anders Olesen siger om solidaransvaret, at:
– Det, vi snakker om og som vi skal nå frem til, er et ‘solidaransvar’, hvor man siger, at den, der bestiller arbejder, har ansvaret for den, der udfører arbejdet hele vejen igennem. Det fører måske til en lidt større selvjustits.
Men her står Børge Elgaard af:
– Solidaransvar – ‘det vi simpelthen bare ikke have’. Det er at skyde gråspurve med kanoner. Det vil betyde, at vi skal køre 100.000 underentreprisekontrakter igennem. Det betyder jo stort set, at vi skal overtage firmaernes bogholderi, siger han.
Han siger dog, at man i hans organisation har den holdning, at medlemmerne ikke bør entrerer med firmaer, som ikke har overenskomst og tilføjer:
– Men vi er jo ikke noget firma, vi er en organisation, og der skal være visse frihedsgrader.
I forhold til et andet af byggefagenes punkter anes der en vis åbning i forhold til den afvisning, der tidligere har kendetegnet arbejdsgiverdirektørens meldinger. Nemlig om skiltning med hvilke firmaer, som er på en konkret byggeplads. Selv om Børge Elgaard ikke umiddelbart tror på ideen, så må han erkende, at der i andre lande er regler om skiltning, som kan studeres nærmere.
Hvad angår byggefagskravet om, at der i udbudsmaterialer fra det offentlige stilles krav om, at det skal udføres på organiserede løn- og arbejdsvilkår, er holdningen hos Børge Elgaard, at der jo allerede i dag er eksempler på, at det er betingelser, som kan opfyldes. Hertil påpeger Anders Olesen, at man skal være tonedøv, hvis man ikke høre, at signalet fra arbejdsgiverrepræsentanten er, at det er den vej, man er på hen ad.
De tidligere tiders skarpe holdninger mellem byggebranchens parter har denne eftermiddag vist, at man på en række områder har nærmet sig hinanden, og at der på flere punkter kan opregnes direkte fælles interesser. Konkret om sammen at gå til regeringen angående RUT-registret.
Da www.bygsam.dk efter mødet forsigtigt spørger en af tilhørerne, om det var dét historiske møde, hvor klassekampen i byggeriet blev aflyst og erstattet af forsoning, lyder svaret fra en højtgrinende tømrersvend:
– Det har været prøvet før, uden at der er sket noget ved det!
