VVS-vikarer skal følge overenskomsten

Striden står om vilkårene for brug af vikarer, og fagforeningen frygter at firmaerne vil shoppe overenskomster, hvis ikke det fastslås, at det er vvs-overenskomsten, der skal gælde også for vikarerne, som lejes ind i firmaerne.

I en sag, som Rør- og Blikkenslagernes Fagforening har ført mod arbejdsgiverne i Tekniq, er tilkendegivelsen fra Arbejdsretten, at vikarer skal følge vvs-overenskomsten.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Hos rør- og blik-folkene på Lygten i København er der god stemning for tiden. I en faglig voldgiftsag, som fagforeningen har ført, er der kommet en tilkendegivelse fra de tre dommere, som peger i retning af en sejr for fagforeningen.

To påstanden

Baggrunden er en strid med firmaet Halsnæs Smeden A/S og arbejdsgiverne i Tekniq om brugen af vvs-vikarer. I fagbladet Utæthedens seneste udgave opregnes striden i to punkter: dels kræver fagforeningen, at Tekniq skal anerkende, at overenskomsten og lokalaftaler skal efterleves af medlemsvirksomhederne i sager, hvor arbejdet udføres af vikarer. Dels skal Halsnæs Smeden godtgøre de tab, som vikarer ansat på virksomheden har lidt ved ikke at blive aflønnet efter vvs-overenskomsten.

Utætheden spørger, hvor fagforeningen har ønsket en voldgift? Forklaringen er den, at Tekniq ikke længere anerkender gældende praksis:

”Årsagen er, at den nye vikarlov, der er en implementering af et EU-direktiv, efter Tekniqs mening har indført frihed til at fravige reglen om, at vikarer skal have de samme vilkår som fastansatte fagkolleger i virksomheden”.

Bjarne G. Petersen siger, at ”det er altafgørende for os at vinde den her voldgift, for ellers risikerer vi, at brugen af vikarer som alternativ til fastansættelse af vvs’ere for alvor kommer til at eskalere”.

Han frygter, at firmaerne vil trappe op på at shoppe rundt mellem overenskomsterne.

Baggrund

Med baggrund i både en tidligere afgørelse (den såkaldte Promecon-sag) fra 2007 og støttet af udtalelser fra tidligere beskæftigelsesminister (nu justitsminister) Mette Frederiksen (S) om, at vikarloven ikke sigter på at forringe vikarernes forhold, valgte fagforeningen gennem sit hovedforbund at føre sagen.

Forbundssekretær i Blik- og rørarbejderforbundet Stig Søllested siger til bladet om perspektiverne i sagen:

”Skrækscenariet er en kendelse, der giver arbejdsgiverne ret til selv at vælge, hvilken overenskomst de vil bruge, når de hyrer vikarer. Det vil formentlig, hvis ikke bombesikkert, føre til, at vikarerne får ringere vilkår, bliver billigere i drift og at det får arbejdsgiverne til at power shoppe arbejdskraft fra vikarbureauerne med risiko for, at de fastansattes vilkår følger med nedad.”.

Tilkendegivelse

Efter mødet i voldgiftssagen den 2. juni er den optaget til afgørelse. Bygsam.dk har spurgt Bjarne G. Petersen om hans vurdering:

- Vi har fået en tilkendegivelse fra dommerne, og den peger i retning af, at vi vil få medhold. Men vi har ønsket at få en dom. Det er jo en principiel sag, så derfor vil vi have papir på den, siger han.

Der er endnu ikke kommet en skriftlig afgørelse. (mbp)