1. maj: Hold Corona ude fra byggepladserne

29. apr 2020 | Nyheder | Sikker­hed og miljø | Politik og samfund
Aktion for bedre sikkerhed på byggepladserne 1. maj

Imens Coronakrisen i ugevis har lukket store dele af samfundet, har der været folk, der er gået på arbejde hver dag. Blandt andre vores medlemmer på byggepladserne. Det gør de sammen med kolleger, der kommer hertil fra andre lande.

De er velkomne, ja. Men Covid19-smitten har i ugevis nu skabt en sundhedsfarlig situation for både os og for kollegerne fra udlandet. Det har vi gjort opmærksom på for over en måned siden, hvor vi har efterlyst initiativer, der kan sikre alles helbred på byggepladserne.

Men selv om både vi og nu også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (klik her) har været på banen i denne sag, har vi stadig situationer, hvor arbejdsgiverne ikke er deres ansvar bevidst. Vi hører fortsat historier fra hele landet, hvor udenlandske arbejdere kommer ind i Danmark og umiddelbart derefter tager ud på byggepladserne og arbejder. På nogle af disse pladser har man i forvejen store problemer med arbejdsmiljø, velfærdsforanstaltninger og hygiejne, hvorfor disse pladser er mulige smittebomber for Coronavirus.

Blandt medlemmer i byggeskurene har man undret sig over, at arbejdere kan komme ind over grænserne og gå direkte på job, når vi andre af vores arbejdsgivere bliver pålagt at gå to uger i karantæne, hvis vi kommer hjem fra udlandet. Ligesom vi hører fra udenlandske kolleger om arbejdsgivere, der ser igennem fingrene med sikkerheden og sender folk i arbejde uden beskyttelse.

Ministeren pålægger nu med sin seneste melding arbejdsgiverne at få styr på både arbejdsmiljø og undgå smitte udefra. Det har han ret i. Men vi mangler stadig, at der kommer klare og umisforståelige regler – om nødvendigt lovgivning – som sikre, at karantænereglerne også sættes i værk for byggepladsernes vedkommende. Derfor skal der kontrol til, for høflige henstillinger gør det ikke alene.

Derfor afholder vi på arbejdernes internationale kampdag, fredag den 1. maj, en aktion kl. 08 på Njalsgade nr. 105, 2300 København S. en Corona-aktion. Her vil formand for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen og formand for Bygge-, Anlæg- og Trækartellet (BAT), Claus von Elling, taler.

Aktionen gennemføres efter reglerne og med den nødvendige sikkerhedsafstand efter tilladelse fra politiet.

Kontakt: Rasmus Kreutzmann, mobil: 60 21 70 11, rasmus.kreutzmann@3f.dk

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk