Grib chancen – kræv en social protokol i EU!

6. jun 2019 | Nyheder | Politik og samfund | Migranter
Formand for Byggefagenes Samvirke, John Ekebjærg-Jakobsen, opfordrer den nye regering til at levere på spørgsmålet om en social protokol (arbejdsmarkedsprotokol) i EU.

- Med en ny regering og en ny retning ligger det efter vores opfattelse lige for, at partierne bag Mette Frederiksen gør alvor af deres politik om at kræve en social protokol tilføjet EU-traktaten.

Det siger formand for Byggefagenes Samvirke, John Ekebjærg-Jakobsen i en kommentar til valgresultatet.

I det afgående Folketing viste der sig bred støtte i oppositionen til Løkke-regeringen til den europæiske fagbevægelses krav om at få tilføjet et af de helt afgørende redskaber for at kunne bekæmpe social dumping i EU - en social protokol.

Partierne S, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet bakker op om at få rejst dette krav i EU  og stemte for forslaget i marts 2018 [se debatten i Folketinget – klik her]

- Under debatten dengang svigtede Dansk Folkeparti ved ikke at støtte forslaget. Men med det nye Folketing er der nu flertal for at få vedtaget dette helt centrale forslag.

- Vi slås dagligt med de problemer, som det indre marked i EU skaber for vores arbejdsmarked med løndiskrimination og ulige vilkår. Senest var byggefagforeningerne på gaden foran en byggeplads i Amaliegade i København onsdag morgen på valgdagen. Her kæmper vi for at få ordnede danske forhold for et sjak af litauiske byggefolk, som deres arbejdsgiver ikke vil tegne overenskomst for.

- Vi tager det naturligvis som en selvfølge, at det nye flertal bag Mette Frederiksen følger op på deres politiske tilsagn fra tidligere om at kræve en social protokol i EU, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

For yderligere kommentarer: 40 18 63 84

Byggefagenes Samvirke repræsenterer byggefagforeningerne med 15.000 medlemmer i København.

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk