Håndværkerbiler ulovligt på HOFOR-byggeplads

28. jun 2018 | Nyheder | Migranter
Byggefagenes Samvirke har anmeldt manglende RUT-registrering af knap 100 udenlandske vogne til SKAT.

Dansk håndværkerbiler skal have trykt deres CVR-nummer på vognen. Udenlandske skal have en RUT-registrering i forruden. Det sker imidlertid ikke fArkivfoto

I forbindelse med et besøg i april på HOFOR-byggeriet Bio4 på Vindmøllevej i København opdagede Byggefagenes Samvirkes og Dansk Metal Hovedstadens faglige medarbejdere, at parkeringspladsen var fyldt op med håndværkerbiler, som ikke var udstyret med den lovpligtige registrering.

Halvanden måned efter i midten af juni var billedet det samme, da et opfølgningstjek blev foretaget. Også her blev der talt op til 100 køretøjer, som ikke var korrekt udstyret.

Ifølge vejledningen for udenlandske biler, som bruges erhvervsmæssigt i Danmark, skal der anbringes dokumentation for den udenlandske bilejers registreringen i Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) synligt i bilens forrude.

Ligestilling

Denne ordning blev indført samtidig med, at det blev besluttet, at danske håndværkerbiler på gule nummerplader skal have trykt CVR-nummer på vognen. Da det blev indført, var argumentet, at når danske biler skal udstyres med sådan et nummer, skal der ikke gøres forskel mellem danske og udenlandske firmabiler. Derfor blev det vedtaget, at der skal ligge RUT-registrering i udenlandske firmabilers forrude.

Har en bil – henholdsvis dansk eller udenlandsk – ikke hverken CVR-nummer eller RUT-registrering der, skal der falde en bøde.

Faglig medarbejder i Byggefagenes Samvirke, Robert Olejnik, siger til bygsam.dk, at han ikke under nogen af de pladsbesøg, han har gennemført, er stødt på udenlandske biler, som har haft den krævede RUT-registrering i vinduet.

Tavshedspligt

Hos SKAT må man ikke – på grund af tavshedspligten i Skatteforvaltningslovens §17 – oplyse, om konkrete borgere og virksomheder. Så derfor kan man ikke sige noget om, hvad der er sket med den anmeldelse, som blev indgivet efter HOFOR-besøget i april.

I en mail til bygsam.dk tilføjer SKAT, at ”alle anmeldelser visiteres for om de eventuelt er relevante for en nærmere kontrol. Udvælgelsen af kontrolemner sker ud fra risiko og væsentlighed”. Om anmeldelse af de knap 100 køretøjers manglende registrering udgør en risiko eller anses som væsentlige at kontrollere, må SKAT heller ikke kommenterer. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk