Stop for usunde boliger

29. sep 2021 | Nyheder | Migranter | Debat og kom­men­tar
- også for rejsende arbejdere

Med udgangen af oktober bortfalder den nødlov, som blev indført for at bekæmpe coronasmitten i boliger for vandrende arbejdere. Der noget skidt, for boligforholdene mange steder var ikke i orden, faktisk direkte ringe. Det kunne Byggefagenes Samvirkes coronabesøg konstatere, da vi i foråret besøgte kollegerne og oplyste om smitte og sundhed.

Med lovens ophør forsvinder et lille redskab til bedre forhold desværre. Og nu begynder 'stoledansen' om, hvem der skal have ansvaret for ordentlige boligforhold - Arbejdstilsynet eller kommunerne?

Byggefagenes Samvirke har et forslag, skriver formand for samvirket Henrik Juul Rasmussen i denne kommentar (som også har været bragt i A4Arbejdsliv):

Nedsæt boligkommissioner i kommuner/regionalt, som har folk fra både kommuner, SKAT, Arbejdstilsynet og sundhedsmyndighederne til at sørge for sunde boliger. Simpelt, enkelt og praktisk! What's not to like!

Kommentar:

OM KORT TID OPHØRER LOVEN om indkvartering af tilrejsende arbejdere, som Folketinget vedtog for at få styr på covid 19-smittespredningen, da den var på sit højeste under den anden nedlukning.

Byggefagenes Samvirke - der omfatter alle håndværksfagene i byggeriet – påpegede allerede i marts 2020, da corona slog rod i samfundet - at der var brug for retningslinjer på landets byggepladser, hvis vi skulle bygge videre og undgå smittespredning på arbejdspladserne.

Det kom der også forholdsvis hurtigt. Undtagen for den tilrejsende arbejdskraft, der fortsatte sin strøm ind på byggepladserne.

I efteråret 2020 kunne vi konstatere, at der var flere store corona-udbrud blandt de tilrejsende med rod i deres alt for ringe indkvarteringer. Vi tog sagen i egne hænder og drog i november ud for at oplyse vores kolleger på sprog, de kunne forstå, om smittespredningen og vigtigheden af boligens størrelse og indretning.

I FEBRUAR I ÅR KOM den midlertidige lov fra boligminister Kaare Dybvad med krav til sundheden i boligerne. Loven var imidlertid kun møntet på de steder, hvor en arbejdsgiver stiller bolig til rådighed, og ikke der, hvor det er arbejderne selv, der finder boligen. Derfor har vi fra marts til juni besøgt vores udenlandske kolleger i deres boliger med oplysning om smittebeskyttelse mm.

Det har givet os en meget klar indsigt i, hvad det er for forhold, der tilbydes. Og det er ikke kun til den gode side, skal jeg tilføje. Et sted var folkene indkvarteret klos op ad en svinesti. Her var den eneste mulighed for frisk luft et par giftsprayflasker til at sprøjte fluerne med. Andre steder var der for mange i de samme værelser, atter andre steder var der bygget ekstra værelser uden udluftning og uden flugtmuligheder ved brandredning.

Vi har indberettet alle de tilfælde, hvor der var grund til påtale over for udlejer, til Arbejdstilsynet (AT) og de relevante kommuner. Vores oplevelse har imidlertid været, at man fra henholdsvis AT og kommune peger på hinanden, som dem, der må tage ansvar. Det skyldes, at loven, som i udgangspunktet vel nok har været tænkt i bedste mening, ikke afspejler de reelle forhold på denne del af boligmarkedet. For det er ikke - faktisk langt fra! - alle steder, at det er arbejdsgiveren, der stiller bolig til rådighed.

DEN HER DEL AF ARBEJDSMARKEDET er under pres, og når en arbejdsgiver ser en fordel i, at det ikke er ham, der anviser bolig, så får han en stråmand til at anvise den. Den udenlandske arbejder, som hjemmefra er blevet lovet en bolig, får beskeden: 'Hvis du vil have arbejdet, skal du bo hos "min fætter", der tilfældigvis har nogle ledige lokaler i sin kælder'. Dem skal den tilrejsende arbejder så leje for at få jobbet, og så har loven ikke her været dækkende.

Inden sommer kunne vi se formanden for Kommunernes Landsforenings udvalg med ansvar for dette område, Leon Sebbelin (R), fraskrive sig ansvaret for kontrol med indkvarteringerne og henvise til, at det er en arbejdsmarkedsopgave. Hvis bare det var såvel. Men han overser, at mange tilrejsende arbejdstagere bliver henvist til ”selv” at leje en bolig hos en udlejer, som har relationer til arbejdsgiveren uden at være arbejdsgiveren.

DERFOR DER DET at stikke hovedet i busken at afslå denne opgave i en del af kommunernes portefølje. Ja, man må vel spørge, om en kommunalmand som Sebbelin ikke burde være glad for at få styr på, hvem der bor i hans kommune, hvordan boligsundhedstilstanden og brandredningsmuligheder er, og ikke uvæsentligt, hvad der sker med beskatning af de ofte ganske betydelige lejebeløb, som skifter hænder i trappeskakten.

Sebbelin har peget på, at det bør være Arbejdstilsynets (AT) opgave. Det samme har Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men AT har forstand på arbejdssikkerhed, ikke boligsundhed. Derfor er det en omgang "stoledans" om ansvaret, når KL peger på AT og omvendt.

Vi vil derfor komme med et konkret forslag, der binder enderne sammen:

I hver kommune (evt. i et tværkommunalt fællesskab) oprettes der en boligkommission med repræsentanter fra kommunen, AT, Skat og sundhedsmyndighederne med den opgave at kontrollere boligforholdene for tilrejsende arbejdstagere.

Hertil kommer, at de udenlandske firmaer, som sender folk afsted på opgave, der medfører indkvartering, skal oplyse i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), hvem og hvor de indkvarteres og af hvem. Med disse enkle greb er vi kommet et stykke længere.

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk