Fagforeningen savner fortsat klare linjer om adgang til medlemmerne på den nye metros byggepladser.
Før jul blev fagforeningsfolk, der ville besøg medlemmerne på en af byggepladserne på Cityringen nægtet adgang til byggepladsen. Det ført til en skarp protest fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening over for Metroselskabet.
I en henvendelse til selskabet kræver faglig sekretær i BJMF, Elo Hansen, en afklaring på spørgsmålet, om det er en ny linje for de involverede fagforeningers adgang til byggepladserne.
Elo Hansen skriver: ”… Spørgsmålet er om I har truffet en aftale om at udelukke fagforbundene uden at give os besked herom..”.
Nu har Metroselskabet reageret, og i et svar hedder det, at fagforeninger og andre tredjeparts interessenter ikke udelukkes.
bygsam.dk har spurgt Elo Hansen, om fagforeningen er tilfreds med dette svar? – Vi er tilfredse for så vidt angår, at selskabet anerkender, at vi må komme på pladserne og snakke med vores medlemmer.
– Men vi mener, at der er nogle formuleringer i svaret, som ikke er tilfredsstillende. For eksempel at vi skal lave aftaler med en pladsansvarlig forud for et besøg.
– Det har været tradition, at fagforeningen kan melde sig i porten hos den pladsansvarlige og få adgang til folkene.
Sådan skal det også være fremover, siger Elo Hansen, som nu vil tage sagen op med Metroselskabet for at få klare linjer. (mbp)