Efter afskedigelsen af en fagligt aktiv murer på den store Pihl&Søn-renovering af det almene boligselskab AABs beboelsesejendomme Vejleåparken i Ishøj, har omkring 100 mand fra alle organiserede faggrupper torsdag den 13. december nedlagt arbejdet. Byggefagsformand kalder ledelsens fyring for en organisationsfjendtlig handling.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over og udløse den aktuelle konflikt, var beslutningen i byggeledelsen hos Pihl&Søn om at fyre en fagligt aktiv murer med øjeblikkelig virkning onsdag den 12. december.
Byggeledelsen taler om truende adfærd. Håndværkerne ser anderledes på det, og taler om retten til at kunne arbejde for at få uorganiserede kolleger med i fagforeningen. Torsdag har pladsen ligget stille og alle fagene – vvs, elektrikere, tømrer, malere og murere – er gået i skurene.
Underbetaling
Den fyrede murer, Mattias Tesfaye, har gået på pladsen i ni måneder. Han siger til bygsam.dk, at han og hans kolleger havde fundet ud af, at nogle tyske flisemurere gik til en timeløn under overenskomsten. Derfor kontaktede de dem og fortalte, hvad de egentlig burde være lønnet med.
På et møde tidligere på ugen mellem 3F og deres arbejdsgiver, det tyske flisemurerfirma Innovation vom Fachmann (IVF) fra Mecklenburg-Vorpommeren i Nordtyskland, blev det aftalt, at tyskerne skulle have efterbetalt et skyldigt beløb tilbage fra april måned, nemlig 30 kr. i timer, så de kom op 130 kr. IVF er underentreprenør under det danske firma Dencon-Byg med hovedsæde i Hobro og er medlem af Dansk Byggeri. Herefter har de organiserede murere forsøgt at få tyskerne med i fagforeningen.
– Vi har været meget tålmodige med dem, og givet dem flere deadlines og informationer på deres eget sprog, og det er vores indtryk, at de er bange for at blive fyret, hvis de melder sig ind i en fagforening, siger Mattias Tesfaye.
Til 3Fs nyhedsbrev har han forklaret, at han fik at vide af byggeledelsen, at han ikke måtte snakke faglig organisering med de uorganiserede i arbejdstiden.
– Jeg vil ikke acceptere, at jeg ikke kan få lov til at tale med folkene på pladsen. Vi kan ikke have, at der er nogle løntrykkere, der undergraver vores overenskomst, siger Mattias Tesfaye til bygsam.dk.
Ubehagelig adfærd
Hos byggeledelsen i Pihl&Søn ser sagen anderledes ud. Pladschef Jens Johansen siger om anledningen til fyringen:
– Det var udelukkende på grund af Mattias’ adfærd over for mig, at han blev fyret. Udelukkende. Folk skal ikke møde på arbejdet og føle sig truet, og det var det, vi fik meldinger om skete fra både danske og folk af anden herkomst.
Jens Johansen tilføjer, at man har meldt arbejdsnedlæggelsen til Dansk Arbejdsgiverforening, fordi der er tale om en overenskomststridig handling, og uddyber så sin opfattelse af situationen:
– Der har været nogle meget ubehagelige situationer, hvor folk har følt sig truet med, at der ville blive aktioneret over for en medarbejders firma, hvis der ikke blev viste en lønseddel, og det er ikke den måde, vi gør det på her i Danmark i dag. Sådan var det i 1920erne og 30erne. I dag kan vi godt kommunikere med hinanden.
– Vi er ikke politiske, så vi tager ikke stilling til, om folk skal være i den ene eller anden fagforening. Det er ikke Rusland eller Cuba, men Danmark, og vi har ytringsfrihed her.
Det er fremgået, at Mattias Tesfaye er blevet fyret på grund af omstruktureringer. Hvad siger du til det?
- Det er det, vi kalder det, men det var udelukkende på grund af hans adfærd. Ikke noget som helst andet.
Til 3Fs nyhedsbrev siger tillidsmand på pladsen, Per Nielsen, imidlertid:
– Ganske vist er der på den skriftlige opsigelse nævnt, at det sker på grund af omstruktureringer, men det er rent sludder og er vel fordi man er klar over, at man er langt ude.
Pladschef Jens Johansen siger, at der arbejder et par hundrede mand på pladsen, og at han ikke kan sige præcist, hvor de alle sammen kommer fra.
– Der er alle mulige folk, krøller, farver og sprog – fra Polen og asiatiske lande. Jeg ved ikke om de er danskere eller hvad. Vi har sagt, at der skal gælde danske overenskomstforhold, og det har vi lagt vægt på over for alle underentreprenørerne – hvis ikke det er tilfældet, er det noget, vi ikke er særlig glade for.
Organisationsfjendtlig
I Byggefagenes Samvirke siger formand Anders Olesen, at den danske model for arbejdsmarkedet er under voldsomt pres. Derfor er det godt, at folkene rundt om på pladserne gør et aktivt stykke arbejde for at få organiseret kollegerne. Danske såvel som udenlandske. For uden en stærk faglig organisering, undergraves overenskomsterne.
– Det er ikke første gang, at vi oplever, hvordan Pihl&Søn forsøger at bombardere den danske model. Sidste år så vi for eksempel, hvordan firmaet ude på Askholm i Sydhavnen forsøgte at torpedere den faglige organisering.
– Derfor kommer det ikke bag på mig, at man nu griber til sådanne midler. Jeg kan dårligt opfatte det som andet end en organisationsfjendtlig handling, siger Anders Olesen. (mbp)